Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk somali fra hovedklanen Daarood, subklanen Mareexan og familie klanerne Siyaad Xuseen og Biiraale og sunni-muslim af trosretning fra Wardhiiglay, Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra al-Shabaab, idet han er blevet bedt om at arbejde for al-Shabaab, hvorefter han udrejste af Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab på sin bopæl i [sommeren] 2015, hvor han blev bedt om at arbejde for a-Shabaab. Han fik to-tre dages betænkningstid. Tre dage efter, og mens ansøgeren var på markedet, blev hans bopæl opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab. Ansøgerens søskende blev bedt om at sørge for, at ansøgeren var til stede på bopælen to dage senere. Herefter tog ansøgeren ophold i Medina hos en ven, [A]. Efter en uge tog ansøgeren til Waarbari, hvor han opholdt sig i to måneder hos [As] ven, [B]. Mens ansøgeren opholdt sig hos [B], blev ansøgerens bopæl opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab yderligere to gange. Ansøgeren udrejste af Somalia i [vinteren] 2015. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist om hændelsesforløbet forud for udrejsen, blandt andet om al-Shabaabs henvendelser på ansøgerens bopæl, herunder om søstrene ved den anden henvendelse oplyste, hvor ansøgeren befandt sig, om antallet af gange, som al-Shabaabs opsøgte ansøgerens bopæl, om anvendelsen af vold overfor ansøgerens søstre, om tidspunktet for ansøgerens beslutning for udrejsen og om finansieringen af udrejsen, herunder om salg af familiens jord. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren uden problemer var i stand til at bevæge sig mellem bydelene Wardhiiglay, Medina og Waabari, at hans søskende kunne besøge ham under opholdet hos [A], og at han i forbindelse med udrejsen kunne passere mindst 13 check points bevogtet af al-Shabaab uden at blive tilbageholdt. Endelig fremstår det usædvanligt, at ansøgeren, som fremstår som familiens overhoved, udrejste uden at træffe foranstaltninger til familiens fortsatte underhold. Det skal herved bemærkes, at ansøgeren opholdt sig hos [A] og [B] i mere end to måneder før han udrejste af landet. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding rapport, South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups, udgivet marts 2017, og EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, udgivet februar 2016, at ingen uprofilerede personer i Mogadishu risikerer asylbegrundende overgreb alene ved deres blotte tilstedeværelse. Dette er også fastslået i dom af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (sag 4601/14), navnlig præmis 73 og 74. Endvidere lægges det til grund, at ansøgeren fremstår helt uprofileret, og at han ikke er omfattet af nogle af de grupper, som ifølge de ovenfor nævnte rapporter særligt er mål for anslag fra al-Shabaab. Det fremgår videre af de nævnte rapporter, at Mogadishu, herunder Wardhiiglay bydelen er under myndighedernes kontrol. Det beskrives dog, at al-Shabaab i flere tilfælde har evnet at udføre attentater mod udvalgte mål, som har relation til de persongrupper og aktiviteter, som i særlig grad er mål for al-Shabaabs angreb. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af al-Shabaab. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/7/STR