soma201748

Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
Ansøgeren er etnisk [navn på klan], [navn på subklan], [navn på hovedklan] og sunni-muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive ramt af al-Shabaabs bombesprængninger og mordattentater eller at blive slået ihjel i kampene mellem al-Shabaab og myndighederne. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at han utallige gange har overværet kampe mellem al-Shabaab og myndighederne. Der var tale om kampe, hvor ansøgeren tilfældigt befandt sig i nærheden, og angrebene var ikke rettet mod ansøgeren. Ansøgeren følger med i de lokale nyheder og finder fortsat, at det er usikkert og farligt for civile at opholde sig i Mogadishu. For nyligt blev et kvindelig familiemedlem slået ihjel i forbindelse med et bombeangreb. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har alene henvist til de generelt vanskelige forhold i Somalia, herunder i Mogadishu. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding rapport, South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups, udgivet marts 2017, og EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, udgivet februar 2016, at uprofilerede personer i Mogadishu ikke risikerer asylbegrundende overgreb alene ved deres blotte tilstedeværelse. Det samme fremgår af dom af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (sag 4601/14), navnlig præmis 73 og 74. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i forhold til al-Shabaab er uprofileret, ligesom han ikke er omfattet af nogle af de grupper, som ifølge de ovenfor nævnte rapporter særligt er mål for angreb fra al-Shabaab. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har haft konflikter med de somaliske myndigheder eller med AMISOM. De generelle forhold i Mogadishu kan, om end de er vanskelige, således ikke begrunde at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2017/48/DTO