Nævnet omgjorde i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1996 og genindrejst i december 2009.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er tilhører klanen midgan og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold i landet, og at han ikke har familiemedlemmer i Somalia. Klageren har ved samtale [i vinteren] 2017 i Udlændingestyrelsen fastholdt sit asylmotiv, ligesom klageren har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia ligeledes frygter repressalier på grund af hans klantilhørsforhold og hans vestlige mentalitet. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at de generelle forhold i Mogadishu, Somalia, ikke er sikre. Klagerens liv i Somalia var hårdt, og der var ingen mulighed for skolegang og lægehjælp. Klageren kan ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke klare sig, da han tilhører en mindre klan, og han har ikke penge til at betale sig til beskyttelse i Somalia. Derudover vil klageren ikke overleve i Somalia, da han har en vestlig mentalitet. Klageren havde ingen personlige konflikter i Somalia forud for sin udrejse. Udlændingestyrelsen meddelte [ i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen herom har været konsistent og troværdig. Nævnet lægger således til grund, at det var klagerens mor, der uden hans vidende valgte at bringe ham og hans tvillingbror tilbage til Somalia i 1999, hvorefter hun rejste tilbage til Danmark og efterlod klageren hos hans mormor i Mogadishu, hvor han voksede op og opholdt sig, indtil han efter mormorens død i 2005 på ny valgte at rejse mod Danmark. Nævnet lægger efter klagerens forklaring således til grund, at han ikke har haft personlige konflikter i Somalia, og at han derfor hverken er profileret i forhold til al-Shabaab eller andre grupperinger. Det er endvidere ikke sandsynliggjort, at han, fordi han tilhører en mindretalsklan, ved en tilbagevenden til Somalia vil risikere konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I relation til spørgsmålet om, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse navnlig under hensyn til forholdene i udlændingelovens § 26, stk. 1, må antages at virke særligt belastende, skal nævnet bemærke, at klageren ikke har familie eller netværk i Somalia bortset fra en bror, som han ikke længere har kontakt til, og at han har opholdt sig som familiesammenført i Danmark, hvor han har gået i skole, i årene fra 1996 til 1999, og igen har opholdt sig i Danmark fra 2009 og frem til i dag, efter at han [i sommeren] 2012 fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Han har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 ½ år, er gift med en somalisk kvinde, der er opvokset i Danmark, og ægtefællen, der er under uddannelse til pædagog, har opnået permanent opholdstilladelse i Danmark. Sammen med ægtefællen har klageren en søn, der er knap 1 år gammel. Han har gået tre år i dansk folkeskole, har bestået dansk prøve 1 og engelsk på G-niveau på VUC og har siden [vinteren] 2014 haft fast rengøringsarbejde først på deltid og siden [vinteren] 2016 på fuld tid. Han er aktivt medlem af en fodboldklub, hvor han spiller fodbold og medvirker som frivillig ved foreningens arrangementer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at en udvisning af klageren under disse omstændigheder må antages at virke særligt belastende, navnlig på grund af hans tilknytning til det danske samfund og herboende personer, samt ikke mindst de konsekvenser en udvisning af ham vil have for hans hustru og barn og dermed familiens enhed. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2017/45/lrn
