soma201736

Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra [byen], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at al-Shabaab ønsker, at ansøgeren skal samarbejde med dem, da han tidligere har været officer i den somaliske hær i en længere årrække. I 2012 blev ansøgeren kidnappet af nogle medlemmer fra al-Shabaab. De førte ansøgeren til et hus, hvor han blev tilbageholdt i seks måneder. I de første fire måneder af tilbageholdelsen blev han dagligt udsat for vold. Ansøgeren undslap al-Shabaabs fangeskab, da somaliske og etiopiske styrker fordrev al-Shabaab fra området. Ansøgeren opholdt sig i landsbyer i nærheden af sin hjemby, […], da al-Shabaab forsat havde magten i [hjembyen]. I 2014 var ansøgeren nødsaget til at vende tilbage til [hjembyen], da al-Shabaab truede med at slå hans familie ihjel, såfremt han ikke vendte tilbage til [hjembyen]. Ansøgeren var sengeliggende som følge af en hjerneblødning, og han kunne derfor ikke arbejde. Al-Shabaab kom flere gange om ugen for at holde øje med ham, idet de ønskede, at han skulle arbejde for dem. Ansøgeren blev opsøgt flere gange ugentligt frem til 2015, hvor al-Shabaab blev fordrevet fra [hjembyen], og ansøgeren fik herefter hjælp til at forlade Somalia. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgerens forklaring om sin militære baggrund og rang, samt hans forklaring om, at han i flere måneder blev tilbageholdt af al-Shabaab og tortureret, fremstår deltaljeret og troværdig. Ansøgeren blev befriet af etiopiske og somaliske styrker, hvorefter han tog ophold i områder, der ikke var kontrolleret af al-Shabaab, inden han for at beskytte sin familie vendte tilbage til [hjembyen]. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han herefter i [hjembyen] blev opsøgt af al-Shabaab, der afventede, at han blev rask. Henset til ansøgerens profilering som tidligere militærmand med høj rang, og til at al-Shabaab tidligere har vist vilje og evne til at tilbageholde og torturere ansøgeren, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har forklaret divergerende om enkelte forhold og til dels også udbyggende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det er herved, indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren er alvorligt ramt af en hjerneblødning og tidligere har været udsat for tortur. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, mens der ikke er grundlag for at anse ansøgeren for forfulgt af de i § 7, stk. 1, nævnte grunde. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Soma/2017/36/SMLA