Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009.
Flygtningenævnet udtalte:
Klageren tilhører klanen [A] og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Han er født i [en bestemt by] i nærheden af Baladwayne, som ligger i det centrale Somalia, men han flyttede til Mogadishu, da han var omkring fem år. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har indvilget i at samarbejde med dem og efterfølgende er udrejst. Klageren havde videre henvist til, at han var flygtet, fordi han ikke kunne tage en uddannelse i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I starten af 2017] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet indledningsvist, at Flygtningenævnet den [i vinteren] 2009 meddelte klageren afslag med den begrundelse, at de konkrete omstændigheder, som han havde angivet som asylgrundlag, ikke kunne føre til, at han blev meddelt asyl. Nævnet tilsidesatte således klagerens forklaring om, at al-Shabaab havde søgt at hverve ham som soldat og truet med at slå ham ihjel, hvis han nægtede, som konstrueret til lejligheden. Nævnet lagde herved vægt på, at klageren først under samtalen i Udlændingestyrelsen havde forklaret om dette forhold, mens han i asylskemaet havde henvist til de generelle forhold i Somalia. Endvidere havde klageren i nævnet virket usikker og lidet overbevisende. Der er endvidere ikke fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. Det forhold, at klageren under nævnsmødet i dag har henvist til, at han frygter overgreb ved en tilbagevenden til Somalia efter så mange år i vesten, herunder at hans søn risikerer kidnapning, kan ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse. Nævnet henviser herved til de foreliggende baggrundsoplysninger i Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport: ”South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence and Target Groups based on interviews in Nairobi, Kenya” fra marts 2017, hvoraf fremgår, ” According to an international organisation the fact that a person has been abroad, including in the West, is not in itself important when returning to an al-Shabaab area. What is important is his/her clan, and the returnee will need relatives who are not in bad standing with al-Shabaab and who can vouch for them. If returnees are related to clans or individuals that are well regarded in al-Shabaab, they are likely to be safe. If not, he/she might face at least some initial scrutiny.” Nævnet har videre lagt vægt på, at klagerens hjemby, Mogadishu, som nedenfor behandlet, ikke er kontrolleret af al-Shabaab, og at klageren i øvrigt ikke er profileret.
Inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse
Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lov-forslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyt-telsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at den omstændighed, at det af forarbejderne til ovennævnte lovforslag fremgår, at Flygtningenævnet i ”visse tilfælde” synes at have haft en anden praksis i sager om inddragelse, end den der fulgte af lovændringen i forbindelse med lov nr. 572 af 31. maj 2010, ikke kan føre til et andet resultat. Dette gælder også selvom det af den senere besvarelse af folketingsspørgsmål nr. 960 fra 2016 fremgår, at nævnet på baggrund af en gennemgang af samtlige beretninger ikke kan henvise til sager, hvor nævnet forud for ikrafttrædelsen af lov nr. 153 af 18. februar 2015 har truffet afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, på grund af ændrede generelle forhold i hjemlandet uden at inddrage flygtningekonventionens ophørsgrunde. Det fremgår således blandt andet af European Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information report, South and Central Somalia Country Overview, august 2014, at de generelle forhold i Somalia, herunder i Mogadishu, har ændret sig væsentligt siden det anførte tidspunkt. Det fremgår således, at Mogadishu er en befriet by, herunder at al-Shabaab blev fordrevet fra byen i efteråret 2011. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport, ”Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 2-12 May 2015, South Central Somalia, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, September 2015”, side 11-12, at al-Shabaab retter deres angreb og overgreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, de internationale styrker, internationale organisationer mv. Det fremgår dog også, at selv om civile ikke direkte bliver angrebet af al-Shabaab, så bliver civile ofte dræbt som konsekvens af al-Shabaab´s angreb. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015, at den generelle sikkerheds situation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Det fremgår af European Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, februar 2016: “The security is more volatile in Mogadishu than in other cities. There are more frequent attacks which take place every week in larger or smaller size”. Videre fremgår, at: “Overall, the number of incidents in Mogadishu – especially bomb attacks – is decreasing, but is still high. According to a security analysis expert, al-Shabaab seems to avoid collateral damage in order to improve its own reputation”, og at: “al-Shabaab wants headlines and therefor carries out spectacular attacks against high profile targets”. Af Lifos Landerapport: Somalia. En sammanfattande analys av säkerhetssituationen, rättsväsendet och civilas situation af 16. juni 2016 fremgår blandt andet, at al-Shabaab er til stede lige uden for byerne, herunder Mogadishu, hvorfra de infiltrerer byerne, primært om natten, og at siden al-Shabaab blev fordrevet fra byerne, har SFG og SNAF haft brug for hjælp fra AMISOM til at kontrollere byerne militært, og at den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu er forværret siden 2015, og at al-Shabaab, der nu udfører flere angreb mod store byer, i stigende grad udfører sine angreb mod civile mål. Af Landinfo: ”Respons Maktforhold i Sør-Somalia” fra 10. november 2016 fremgår, at der er bred enighed blandt Landinfos kilder om, at der lille sandsynlighed for, at al-Shabaab er i stand til at indtage store byer som blandt andet Mogadishu, og at der ikke er oplysninger, som tyder på, at AMISOMs mandat ikke vil blive forlænget, eller at landene, som udgør AMISOM, vil indstille deres bidrag til styrkerne. Af Landinfo: ”Respons Somalia: Vold, antall drepte, gjerningspersoner og ofre i Mogadishu”, 27. februar 2017, fremgår, at ACLED (2017) registrerede 204 angreb mod civile, hvilket udgør omkring 40 % af alle voldshændelser i Mogadishu i 2016, men at civile også rammes i skudvekslinger mellem militære aktører eller i andre angreb mod militære mål, idet de civile her ikke er direkte mål, men et resultat af tilfældigheder, fordi de opholder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Videre fremgår, at der er bred enighed blandt Landifos kilder om, at al-Shabaab ikke generelt har til hensigt at ramme civile, og at hovedparten af deres angreb retter sig mod civile myndighedspersoner eller mod steder, der hyppigt frekventeres af myndighedspersoner. Endelig fremgår af Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport: ”South and Central Somalia, Security Situation, Al-Shabaab Presence and Target Groups based on interviews in Nairobi, Kenya” fra marts 2017, at: “For the civilian population the highest risk is being in the wrong place at the wrong time and become collateral damage. Mogadishu has been the scene of several attacks with a number of civilian casualties but terror attacks against e.g. market places with no presence of high value targets are deemed unusual” og at “the security situation in Mogadishu significantly improved compared to the 1990´s but in the last five years the picture is more blurred”. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at inddrage klagerens opholdstil-ladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er opfyldt.
Klagerens tilknytning til Danmark
Det er om klageren blandt andet oplyst, at han har haft lovligt ophold siden 2012, at han er gift med den somaliske statsborger, [B], og har en søn på tre år. Ansøgeren har bestået Dansk 2 prøven. Hverken han eller ægtefællen har gennemført et uddannelsesforløb eller haft arbejde i Danmark. Han er frivillig tolk i foreningen [C] og medlem af [D]. Hans mor og onkel bor i Somalia. Han har lidt kontakt med onklen. Klageren har ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham og hans familie, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtninge-nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/19/SOL
