Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Somalia. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører Habar Gidirr-klanen og sunni-muslim fra […], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være uden mulighed for at modtage sygebehandling på grund af de generelle forhold i landet. Ansøgerens herboende datter har på vegne af ansøgeren, som ikke selv har været i stand til at udtrykke sig til støtte herfor, oplyst, at ansøgeren lider af demens og afasi som følge af en blodprop. Derudover har ansøgeren forhøjet blodtryk, og hun er afhængig af sin kørestol og pleje. Ansøgerens datter har videre oplyst, at ansøgerens søn forsvandt sporløst for omkring to år siden, og at han hidtil har stået for ansøgerens primære pleje, og at ansøgerens cirka 90-årige søster og ansøgerens 13-årige barnebarn herefter overtog ansvaret for ansøgerens pleje. [I vinteren] 2015 har ansøgeren opsøgt sin datter her i Danmark. Ansøgeren ved ikke, hvornår hun er udrejst fra Somalia, og hvordan hun er kommet til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine helbredsmæssige forhold til grund, men Flygtningenævnet finder, at de anførte forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er en ældre kvinde, der frem til sin udrejse har kunnet opholde sig i Somalia, uden at ansøgeren har haft nogen konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner i hjemlandet. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i reel og overhængende fare for at blive bragt i en situation, der udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Det kan således heller ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ikke længere vil være uden relevant netværk. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”soma/2017/18LRN