soma201714

Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er sunni-muslim fra Laas Caanood i Sool-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt som følge af en klankonflikt. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke længere har nogen tilknytning til Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flyttede til Danmark i 1997. I 2001 udrejste ansøgeren til Somalia, da ansøgerens far havde besluttet, at ansøgeren skulle på en genopdragelsesrejse. Ansøgeren fik ophold hos en nomadefamilie, der boede i [bynavn A] i Sool-regionen i den nordlige del af Somalia. Der var en verserende konflikt mellem ansøgerens subklan, [navn A], og subklanen Ogadyahan. I 2005 blev ansøgeren overfaldet af tre mænd fra subklanen Ogadyahan. Omkring seks måneder senere blev ansøgeren og en anden mand fra ansøgerens klan overfaldet på en cafe i landsbyen [bynavn B]. Herefter forlod ansøgeren Somalia og tog ophold i Addis Abeba. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren var i Danmark hos sin far fra 1997 til 2001, hvor ansøgeren var 11 år. Ansøgeren og hans tvillingebror blev da af faren sendt tilbage til Somalia, formentlig med henblik på genopdragelse hos klanmedlemmer. I 2005, da ansøgeren var omkring 15 år, blev ansøgeren to gange med cirka seks måneders mellemrum udsat for overfald fra medlemmer af en anden subklan, mens ansøgeren sammen med et klanmedlem passede dromedarer. Samme år forlod ansøgeren herefter Somalia og opholdt sig i Etiopien indtil 2011, hvor ansøgeren startede sin rejse mod Danmark, mens hans ægtefælle og barn rejste til [bynavn A] i det nordlige Somalia. Efter det oplyste forsørges ansøgerens ægtefælle af ansøgerens far, og Flygtningenævnet må på baggrund af ansøgerens oplysninger til Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ægtefælle opholder sig sammen med familiemedlemmer. Flygtningenævnet må på baggrund af ansøgerens egen forklaring lægge til grund, at ansøgeren ikke konkret og individuelt er efterstræbt af en konkurrerende subklan, men at han under de to episoder blev offer for klanstridigheder, som han ikke personligt var en del af. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfo, bilagsnummer 550, at der fortsat er klanstridigheder i ansøgerens hjemområde. Da ansøgeren som nævnt ikke personligt er involveret i konflikter i hjemområdet, finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren ikke konkret og individuelt risikerer forfølgelse som følge af disse klankonflikter. Da ansøgeren derfor ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/14/SEL