soma201692

Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er fra Lower Juba i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til han ikke har noget netværk i Somalia, og at han derfor frygter, at han ikke vil være i stand til at klare sig. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre døde, da han var ganske lille, og at han herefter voksede op på et børnehjem. Da ansøgeren var 12 år gammel, udrejste han af Somalia på grund af borgerkrig i landet. Ansøgeren har ikke været tilbage i Somalia siden sin udrejse, og han har ikke familie eller andet netværk i landet. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren tillige anført, at han konverterede til kristendommen, mens han opholdt sig i Grækenland og blev døbt i 2009. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først under mødet i Flygtningenævnet har oplyst, at han under sit ophold i Grækenland konverterede og på, at han under mødet udviste et meget ringe kendskab til kristendommen. Ansøgeren kunne således ikke på nogen måde redegøre for, hvorfor han skulle være konverteret, eller for kristne værdier. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om sin dåb var afglidende og helt uden detaljer, ligesom han ikke kunne huske datoen for sin dåb. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at imødekomme anmodningen om hjemvisning af sagen som følge af ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om, hvor han stammer fra, og om hvor han har opholdt sig, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren alene som følge af, at han ikke har opholdt sig i Somalia siden han var ca. 12 år gammel og angiveligt ikke har noget netværk i Somalia, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/92/KAA