soma201691

Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra byen […] i Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen Dir, subklan Ahmed Farah. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har solgt alkohol i Mudug provinsen i Somalia. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sine tidligere samarbejdspartnere, [samarbejdspartner 1], [samarbejdspartner 2] og [samarbejdspartner 3]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i slutningen af år 2011 begyndte at sælge alkohol, hvilket er forbudt i Somalia, og at al-Shabaab fandt ud af dette i [primo] 2013. På en ukendt dato primo 2013 blev han opsøgt på sin bopæl af tre mænd fra al-Shabaab. Mændene ransagede hans bopæl og tog ham derefter med sig. Ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt og afhørt samt udsat for fysiske overgreb i tre dage. Ansøgeren blev tildelt piskeslag som straf og herefter løsladt, efter han gav al-Shabaab oplysninger om de personer, som han havde solgt alkohol sammen med og til. På en ukendt dato, omkring en uge efter ansøgerens løsladelse, oplevede han, at der blev affyret flere skud imod ham af to ukendte mænd, da han var på vej hjem om eftermiddagen. Han søgte tilflugt i et nærtliggende hus og skjulte sig der indtil solnedgang, hvorefter han vendte tilbage til sin bopæl. To uger efter skudepisoden udrejste ansøgeren af Somalia. 14 dage efter sin udrejse fra Somalia blev ansøgerens familie opsøgt af to ukendte mænd. Mændene spurgte efter ansøgeren og fortalte hans familie, at de nok skulle finde ham. Ansøgerens familie udrejste fra Somalia til Kenya ca. 2 måneder senere. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerens forklaring fremstår udetaljeret, ikke selvoplevet og konstrueret. Ved troværdighedsvurderingen har flertallet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret afglidende og udetaljeret på en række spørgsmål om sit asylmotiv. Flygtningenævnets flertal har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan smuglingen af alkohol foregik, herunder om sin egen konkrete rolle, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om forløbet i forbindelse med skudepisoden. Da Flygtningenævnets flertal ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund, kan nævnet heller ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med sine tidligere samarbejdspartnere til grund, da konflikterne er indbyrdes forbundne. Flertallet bemærker endvidere, at det bygger på ansøgerens formodning, at de to ukendte mænd skulle have tilknytning til de tidligere samarbejdspartnere. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig. Det forhold, at ansøgeren kommer fra [en by] i Mudug provinsen i det centrale Somalia, der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaab kontrol, kan i den foreliggende sag ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren har boet i [byen] frem til 2013, som igennem længere tid har været under al-Shabaab kontrol, hvilket ansøgeren dermed har erfaring med. Dertil kommer, at ophold i selv al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. Selvom ansøgeren ikke kunne tage ophold i [byen], hvor al-Shabaab har magten, finder Flygtningenævnets flertal, at Mogadishu kan tjene som internt flugtalternativ for ansøgeren. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2016/91/COL