Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Klageren var indrejst i Danmark i efteråret 1999. I efteråret 2000 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto). I 2004 blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Klageren udrejste af Danmark i sommeren 2013. Ultimo 2015 har Udlændingestyrelsen besluttet, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren tilhører klanen [navn på klan] og er fra Mogadishu, Somalia. Han er muslim af trosretning. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1999, og at han [i efteråret] 2000 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren] 2013 udrejste til [et afrikansk land] for at hjælpe sin ægtefælle med at rejse tilbage til Somalia. [Ultimo] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto), var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at han i den periode frivilligt har taget ophold i Somalia. Betingelserne i udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4 for at anse opholdstilladelsen for bortfaldet, er således opfyldt. Ved en stillingtagen til, om opholdstilladelsen alligevel ikke skal anses for bortfaldet, jf. § 17, stk. 3, skal der på den ene side henses til, at klageren taler, læser og skriver dansk og har boet og opholdt sig i Danmark i omkring 14 år. Det må endvidere indgå med en vis vægt, at klageren har to børn i Danmark, men samtidig bør der henses til, at klagerens ekskæreste har den fulde forældremyndighed over det ene barn, som klageren ikke har haft konktakt med siden 2008, og at han aldrig har set det barn, som hans tidligere ægtefælle fødte umiddelbart efter skilsmissen i 2009. På den anden side taler det med vægt, at klageren ikke har betalt husleje eller andre faste udgifter i Danmark siden [sommeren] 2013 og senere er blevet sat ud af sin lejlighed og derefter frameldt CPR [ultimo] 2013, og at klageren frivilligt har taget ophold i sit hjemland, hvor han har boet hos sin svigerfamilie, ægtefælle og deres to fælles børn, og at klageren i en periode på omkring 18 måneder har boet i [navn på somalisk by, M], hvor hans ægtefælle yderligere har født et barn. Nævnet vurderer, at det ikke er godtgjort, at klageren har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af en periode på 12 måneder. Klagerens forklaring om, at han var forhindret i at vende tilbage på grund af uroligheder i [M], hvor al-Shabaab overtog kontrollen i august 2013, understøttes ikke af baggrundsoplysningerne. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at [M] blev befriet fra al-Shabaab i august 2012. Nævnet vurderer, at klageren ikke har en sådan væsentlig tilknytning til Danmark, som kan indebære, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Efter en samlet afvejning tiltræder Flygtningenævnet herefter, at Udlændingestyrelsen har anset opholdstilladelsen for bortfaldet. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.”soma/2016/64/MKT
