soma201660

Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk Hawiye og muslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af tre mænd fra al-Shabaab. Han har videre henvist til, at han ønsker et bedre liv, og at han frygter at blive chikaneret af de somaliske myndigheder, idet han flere gange er blevet afpresset for penge og ejendele. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han en dag på vej hjem fra et marked så tre mænd fra al-Shabaab skyde en anden mand. Ansøgeren kendte den ene af de tre gerningsmænd, [A]. En af de tre mænd så ansøgeren og løb efter ham. Ansøgeren løb fra ham og løb hjem og fortalte det til sin moder. Dagen efter tog han hjem til sin søster, hvor han efter tre dage blev ringet op af [A], som ville have ham til at arbejde for sig. Ansøgerens moder og fætter arrangerede, at ansøgeren skulle udrejse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes som utroværdig på grund af divergenser. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev forfulgt eller ej. Endvidere har ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at telefonsamtalen med [A] havde eksakt forbindelse med, hvad han havde set, mens han senere blandt andet for nævnet har forklaret, at der ikke i samtalen blev nævnt en sådan forbindelse. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren i sin anden samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans asylmotiv var opdigtet, mens han senere har opretholdt dette. Som følge af det anførte stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/60/sln