soma20166

Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk somali og tilhører klanen Sheikhal og er sunni muslim fra Hargeisa, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun på et tidspunkt i 2010 indledte et forhold til en mand […]. [Manden] var opvokset hos en plejefamilie, hvorfor han ikke kendte sin slægt. På denne baggrund ville ansøgerens familie ikke acceptere et ægteskab mellem de to. [Primo] 2013 blev ansøgeren opsøgt af to af sine fætre, som truede med at slå hende ihjel, såfremt hun fortsatte sit forhold til [manden]. Senere [samme måned] 2013 blev hun hemmeligt gift med [manden], og i [foråret] 2013 blev hun gravid. Senere samme måned opsøgte hendes tre fætre hende og udsatte hende for overgreb, hvorefter hun aborterede. Efter i tre måneder at have været tilbageholdt på et værelse af hendes fætre og morbrødre blev hun løsladt. Herefter så hun med jævne mellemrum [manden] hos sin veninde […]. [Primo] 2014 blev ansøgeren igen gravid, og i [foråret] 2014 fik hun af sin familie at vide, at hun skulle tvangsgiftes med en mand […]. Tre dage herefter udrejste ansøgeren af Somalia. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at datteren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for omskæring. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet i det væsentlige kan lægges til grund. Flertallet anser det således for sandsynligt, at ansøgeren er blevet forfulgt af sin familie, der har begået alvorlige overgreb mod ansøgeren på grund af ansøgerens forhold og ægteskab med [manden], der er uden tilhørsforhold til en klan. Ansøgeren er blandt andet blevet udsat for vold, der har medført en abort, og ansøgeren er også blevet udsat for trusler om at blive slået ihjel. Overgrebene og truslerne har ført til ansøgerens udrejse, da hun i øvrigt havde fået at vide, at hun skulle indgå et tvangsægteskab med en mand, som hendes familie havde fundet til hende. Da hun udrejste fra Somalia, var hun gravid med sin datter, […], som blev født [i efteråret] 2014, efter at ansøgeren var kommet til Danmark. [Manden] er far til barnet. På grund af sine konflikter med sin familie, og da ansøgeren ikke efter sin udrejse har haft kontakt med [manden], hvis opholdssted er ukendt, finder flertallet af Flygtningenævnets medlemmer endvidere efter en konkret vurdering af omfanget af konflikten med ansøgerens familie, at hun har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for asylbegrundende overgreb fra sin familie, som myndighederne ikke vil kunne beskytte hende imod. Desuden er det sandsynligt, at hendes datter vil være i risiko for at blive omskåret mod ansøgerens vilje, såfremt ansøgeren vender tilbage til Somalia med sin datter. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren som enlig kvinde næppe vil kunne modstå det sociale pres for at lade sin datter blive omskåret. Flertallet finder herefter, at ansøgeren og hendes datter er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] og barnet […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2016/6/ADP