soma201659

Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte: ”

Ansøgeren er etnisk somalier og sunnimuslim af trosretning fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han bliver slået ihjel af medlemmer fra al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at ansøgerens to brødre blev slået ihjel af al-Shabaab i slutningen af september 2014. Ansøgeren blev underrettet om sine brødres død af en af ansøgerens venner. Herefter rejste de sammen hen til den kontrolpost, hvor drabet på ansøgerens brødre havde fundet sted. Ved kontrolposten fik han at vide af to unge mænd, at hans brødre var blevet slået ihjel af nogle maskerede mænd, og han antog derfor, at brødrene var blevet slået ihjel af al-Shabaab. Tre dage efter drabet på brødrene ankom tre mænd fra al-Shabaab til ansøgerens bopæl. Den ene mand opfordrede ansøgeren til at deltage i jihad. Ansøgeren nægtede at deltage, hvorefter manden begyndte at slå ansøgeren med en ledning. Kort efter ankom to yderligere mænd fra al-Shabaab, som begyndte at slå ansøgeren med en stok og med en machete i hånden, så ansøgeren besvimede. Da ansøgeren vågnede, var han i en fængselscelle. Dagen efter henvendte nogle medlemmer af al-Shabaab sig til ansøgeren med deres leder og fortalte ansøgeren, at de ville slå ham ihjel dagen efter. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet senere samme aften. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes som utroværdig og divergerende. Han har således blandt andet i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev opsøgt og fængslet af al-Shabaab tre måneder efter, at hans brødre blev dræbt, mens han senere til Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet har forklaret, at der kun gik få dage mellem de to påståede episoder. Endvidere har ansøgeren til de norske myndigheder forklaret, at han alene var tilbageholdt i seks timer, mens han til de danske myndigheder har forklaret, at tilbageholdelsen varede mere end et døgn, før han flygtede. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, idet det tillige bemærkes, at baggrundsoplysningerne om de generelle forhold i hjemområdet ikke findes at føre til en ændring heraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2016/59/sln