Nævnet meddelte i april 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk somali og tilhørende hovedklanen Ashraf, underklanen […], subklanen […] og subsubklanen […]. Ansøgeren er muslim af trosretning fra Bulo Marer, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin far eller repræsentanter for al-Shabaab, da begge parter er af den overbevisning, at hun blev gravid uden for ægteskab. Hun har til støtte herfor anført, at hendes fader ikke ønskede, at hun indgik ægteskab med et medlem af Jareer-klanen. Familien anerkender ikke ægteskabet. Efterfølgende har hun fået datteren […] med ægtefællen. Ansøgeren har for Flygtningenævnet endvidere oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at datteren vil blive omskåret. Uanset at ansøgeren på flere punkter har forklaret upræcist om det påberåbte asylmotiv vedrørende ægteskabet med […], kan Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren er kommet i modsætningsforhold til faderen, på grund af ægteskabet. Endvidere må det tillægges vægt, at moderen har givet udtryk for, at pigebørn skal omskæres i overensstemmelse med de lokale traditioner, og at ansøgeren selv blev udsat den mest alvorlige form for omskæring. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at omkring 95 % af alle pigebørn over 15 år er omskåret i ansøgerens lokalområde. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgeren er analfabet, og at hun med sin status som enlig mor ikke kan antages at være i stand til at modstå omgivelsernes ønske om at følge traditionen, hvorefter hendes datter skal omskæres. Der er efter det foreliggende ikke holdepunkt for at antage, at hun fra nogen side ville kunne få støtte til at imødegå omgivelsernes krav om omskæring af datteren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes datter, ved ansøgerens tilbagevenden til hjemlandet, vil være i risiko for at blive omskåret mod ansøgerens vilje. Flygtningenævnet meddeler derfor allerede af denne grund den somaliske statsborger […] samt hendes datter opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2015/68/AKM