soma201543

Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er sunni muslim født i [byen A], Shabelle Hoose, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold som følge af borgerkrigen. Han har tillige henvist til, at han frygter at blive dræbt som led i kampene mellem klanerne. Som asylmotiv har han endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive dræbt af medlemmer af oprørsgruppen houthierne, som forud for hans udrejse dræbte hans fader og broder for at nægte at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie flygtede fra krigen i Somalia i 1991, da han var to år gammel. Han har ikke siden været tilbage i Somalia. Om sin konflikt i Yemen har ansøgeren forklaret, at medlemmer af houthierne i [efteråret] 2013 opsøgte hans fader på familiens bopæl i landsbyen [B] i Sa’dah i Yemen. Houthierne forlangte, at ansøgeren og hans broder skulle tilslutte sig grupperingen og deltage i oprøret mod den siddende regering. Da ansøgerens fader afslog, at hans sønner skulle tilslutte sig dem, blev han dræbt på stedet. Tre dage senere blev også ansøgerens broder dræbt for at nægte at samarbejde med houthierne. Af frygt for, hvad mændene ville gøre, samtykkede ansøgeren i at tilslutte sig grupperingen. Da mændene havde forladt bopælen, besluttede ansøgeren og hans moder, at ansøgeren med det samme skulle forlade landsbyen og udrejse af Yemen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han er somalisk statsborger, og at han ikke har eller har haft konflikter med myndighederne eller andre i Somalia. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at [byen A] ikke længere er kontrolleret af al-Shabaab, og uanset det også fremgår af baggrundsmaterialet, at al-Shabaab fortsat kan slå til i de befriede byer, er den generelle sikkerhedsmæssige situation således ikke af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til [byen A], kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Uanset ansøgeren ikke har været i Somalia, siden han var 2 år gammel, finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren, der er en sund og rask ung mand, ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2015/43