soma201531

Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren tilhører hawiye-klanen og er muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, da han flygtede fra militsen, efter at militsen forsøgte at hverve ham. Han frygter endvidere at blive anholdt af myndighederne ved en tilbagevenden som følge af sit udlandsophold. I sommeren 2014, hvor ansøgeren spillede fodbold sammen med nogle venner i nærheden af sin bopæl, blev ansøgeren om eftermiddagen opsøgt af en dreng, der afleverede et brev til ansøgeren fra al-Shabaab. I brevet opfordrede al-Shabaab ansøgeren til at samarbejde med dem. Brevet indeholdt ingen trusler. Ansøgeren skulle møde op inden for 24 timer. Ansøgeren mødtes med folk fra al-Shabaab, der oplyste, at han skulle arbejde som spion for dem. Han accepterede dette, da han ellers var bange for at blive dræbt. Som betaling blev han tilbudt en månedsløn på 100 dollars. Ansøgerens moders ejendom blev derefter solgt for at finansiere ansøgerens udrejse fra Somalia. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den har været udbyggende og divergerende på centrale dele af asylmotivet. Flygtningenævnet lægger herunder vægt på, at ansøgeren har forklaret ganske divergerende om indholdet af det brev, han modtog fra al-Shabaab. Han har således forklaret til oplysnings- og motivsamtalen, at brevet var en opfordring til, at han skulle tilslutte sig al-Shabaab, men at han ikke derefter er blevet opsøgt personligt af al-Shabaab. Til asylsamtalen har han derimod forklaret, at der i sedlen var angivet et mødested på kvægmarkedet, hvor han skulle melde sig næste dag. Senere i samme samtale har han ændret det til, at han på vej til kvægmarkedet ville blive mødt af en bil, hvilket også skete, hvorefter han blev kørt til al-Shabaab. Endelig har han til Flygtningenævnet forklaret, at bilen ikke var omtalt i sedlen, men at han på vej til kvægmarkedet blev kontaktet af personerne i en bil og blev bedt om at sætte sig ind. Ansøgerens forklaring om, at divergenserne skyldes tolkeproblemer, findes efter divergensernes karakter at måtte tilsidesættes. Det bemærkes også, at ansøgeren i forbindelse med de enkelte samtaler har bekræftet, at der ikke var tolkeproblemer. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har oplyst om konkrete konflikter med myndighederne, ligesom denne frygt først er oplyst meget sent i forløbet. De generelle forhold i Mogadishu for tilbagevendende asylansøgere er ikke i sig selv asylbegrundende. Samlet set har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/31