Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mand fra Somalia.. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Somalia og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvangshvervet af al-Shabaab. Ansøgeren har endvidere henvist til, at der ingen fremtid er for ham i Somalia, og at han ikke ved, hvor han skal bo. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i Mogadishu. Ansøgeren boede i Mogadishu, indtil han cirka var ti år gammel, hvor hans forældre blev skilt. Ansøgeren flyttede herefter med sin moder, lillebroder og lillesøster til byen […], som ligger i regionen Shabelle Hoose. Ansøgerens familie flyttede ind hos sin morbroder, [A], og hans ægtefælle, [N]. Cirka tre til fire måneder efter ankomsten til [byen], ønskede ansøgerens moder at rejse tilbage til Mogadishu i en periode for at arbejde, således at hun kunne tjene penge til familien. Ansøgerens moder skulle herefter vende tilbage til [byen]. Ansøgeren har ikke siden sin moders rejse haft kontakt til hende, og ansøgeren ved ikke på nuværende tidspunkt, hvor hun opholder sig. En dag i januar 2014, da ansøgeren var på arbejde, blev han stoppet af medlemmer fra al-Shabaab, som spurgte, hvorfor han ikke var til bøn. Ansøgeren blev herefter pisket og tilbageholdt af al-Shabaab. Ansøgeren blev tilbageholdt i et fængsel i byen […] af al-Shabaab i to dage, hvorefter ansøgeren blev løsladt, idet ansøgerens morbroder betalte medlemmerne løsepenge. Umiddelbart efter løsladelsen besluttede ansøgerens morbroder, at ansøgeren og hans lillebroder af sikkerhedsmæssige grunde skulle rejse til Mogadishu. Ansøgeren frygtede, at al-Shabaab ville forsøge at rekruttere han, hvorfor han udrejste fra Somalia i [vinteren] 2014 sammen med sin morbroder og lillebroder. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han kun er 16 år gammel. Der henvises til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ikke er således profileret i forhold til al-Shabaab, at han kan anses for individuelt forfulgt. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren sammen med andre, og uden at hans navn blev oplyst, har været udsat for en relativt kortvarig tilbageholdelse og afstraffelse i anledning af, at han ikke havde været til bøn, men at han ikke herudover har haft konflikter med al-Shabaab. Flertallet lægger efter baggrundsoplysningerne endvidere til grund, at [byen] fortsat er kontrolleret af AMISON. De nyhedsartikler fra internettet, som advokaten har fremlagt for nævnet, kan ikke føre til en anden vurdering, allerede fordi de ikke omhandler [byen]. Flertallet finder derfor, at situationen i [byen] ikke kan anses for at være af en sådan karakter, at den blotte tilstedeværelse indebærer risiko for at blive udsat for krænkelser i strid med Menenskerettighedskonventionens art. 3. Sammenfattende finder flertallet således, at der ikke er risiko for at ansøgeren ved tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2015/24