Nævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren tilhører hovedklanen Darood, underklanen Ogaden, subklanen […] og er sunni-muslim fra Somalia. Hun er født i Galkayo. De første seks leveår flyttede familien rundt. Herefter boede hun i omkring 4-5 år i Mogadishu, hvor hun gik i skole. Hun boede herefter 1-2 år i […]. Hun udrejste i 1992 på grund af borgerkrigen. Ansøgeren har aldrig været udsat for konkrete overgreb i Somalia. Hun har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i landet, herunder at hun ikke har noget sted at bo. Hun kan heller ikke tage tilbage til Italien, da hun ikke har noget sted at bo, ligesom hun ikke har arbejde eller kan sproget. Udlændingestyrelsens afgørelse af […] 2013 blev truffet under den praksis, der blev fulgt efter Sufi Elmi dommen af 28. juni 2011. Efter indhentelse af nye oplysninger vedrørende de generelle forhold i Somalia traf Flygtningenævnet i maj 2013 afgørelse i nogle prøvesager. Den 5. september 2013 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i sagen KAB mod Sverige. I lyset heraf og efter yderligere nye baggrundsoplysninger traf Udlændingestyrelsen afgørelsen af […] 2014. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen under de angivne omstændigheder har været berettiget til at foretage en fornyet vurdering af, om ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren risikerer at blive udsat for sådanne forhold ved en tilbagevenden til Somalia, at hun er omfattet af beskyttelsen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og at hun således opfylder betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren er en enlig kvinde, der udrejste af Somalia som 12-årig i 1992, og at hun ikke, bortset fra et kortvarigt ophold i 2005, har været tilbage i landet, at ansøgeren har et barn, at ansøgeren lider af en psykisk sygdom, der har krævet behandling med mellemrum, og at ansøgeren, selvom hun tilhører en hovedklan, ikke kan antages at have nogen nærmere familie i Somalia. Flertallet finder imidlertid, at Italien, hvor ansøgeren har en gældende opholdstilladelse, kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren er i en sådan særligt sårbar situation, at hun ikke vil kunne sendes tilbage til Italien. Flertallet bemærker herved, at ansøgeren har opholdt sig længere tid i Italien, og at hun efter det oplyste der blev undergivet den relevante lægebehandling. Flertallet finder således, at ansøgeren vil kunne opnå tilstrækkelige socioøkonomiske forhold til, at Italien kan tjene som hendes første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/25
