Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren tilhører klanen Biimaal, subklanen Ismiin og underklanen […] og er muslim af trosretning fra Merca, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel, idet han er efterstræbt af al-Shabaab, herunder en familie, der i 2002 slog ansøgerens fader ihjel. Ansøgeren frygter endvidere, at den somaliske regering vil opfatte ham som en fjendtlig part, idet medlemmer af Habargidir-klanen er tilknyttet regeringen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans fader i 2002 blev slået ihjel af en familie, som tilhørte Habagidir-klanen. Drabet var foranlediget af, at ansøgerens fader havde klaget til klanrådet i Merca, idet denne familie havde overtaget en af ansøgerens families ejendomme. [I foråret 2012] blev ansøgeren opsøgt af medlemmer fra al-Shabaab på den privatskole, som ansøgeren og hans partner havde åbnet. En af medlemmerne fra al-Shabaab tilhørte familien, som i 2002 havde slået ansøgerens fader ihjel. De krævede, at ansøgeren indenfor tre dage implementerede et islamisk pensum i undervisningen, hvilket ville gøre eleverne mere loyale overfor al-Shabaab. Ansøgeren og hans partner ville ikke gå med til dette, hvorfor al-Shabaab tre dage senere tog dem med på den lokale politistation. På vej til politistationen blev ansøgeren og hans partner udsat for slag, hvorved ansøgerens skulder brækkede. Efter to dage i al-Shabaabs varetægt blev ansøgeren løsladt til ansøgerens faders fætters varetægt, som garanterede for ansøgerens tilstedeværelse, indtil ansøgeren kunne stilles for en islamisk domstol. Ansøgerens partner blev ligeledes løsladt. Umiddelbart efter deres løsladelse fortsatte ansøgerens partner undervisningen, hvorfor han blev slået ihjel af al-Shabaab. Grundet dette flygtede ansøgeren fra Merca og blev på vej til Mogadishu orienteret om, at ansøgerens faders fætter var blevet slået ihjel. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at drabet på faderen i 2002 ikke har noget at gøre med hans asylmotiv, der alene angår konflikten med al-Shabaab. Hvis andet fremgår af samtalereferatet, beror det på misforståelser og tolkeproblemer. Flygtningenævnet bemærker, at tolkningen under asylsamtalen er sket på ansøgerens eget sprog, at han har fået oplæst samtalereferatet og underskrevet det. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens henvisning til tolkeproblemer giver en plausibel forklaring på, at han på centrale punkter, der omfatter lange passager, har ændret sin forklaring. Samtalereferatet er detaljeret og indeholder rettelser efter ansøgerens ønske. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sin konflikt med al-Shabaab. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at al-Shabaab ville komme med anvisninger på, hvorledes ansøgeren skulle formidle deres budskaber til eleverne. Ansøgeren har imidlertid ikke modtaget sådanne anvisninger, og det er derfor ikke troværdigt, at ansøgeren tre dage senere blev hentet af al-Shabaab for ikke at følge disse anvisninger. Det fremstår endvidere ikke overbevisende, at ansøgerens kollega genoptog arbejdet med den risiko, dette måtte indebære henset til, at han skulle stilles for en islamisk domstol, fordi han ikke ville efterkomme al-Shabaabs krav. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt telefonsamtalen med moderen foregik under flugten eller fra Mogadishu. Det fremstår endvidere ikke overbevisende, at ansøgerens moder kunne fremskaffe 6.000 dollars ved salg af jord til finansiering af ansøgerens rejseudgifter. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren på en overbevisende og troværdig måde har sandsynliggjort, at han står i et asylbegrundende modsætningsforhold til al-Shabaab. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at den generelle sikkerhedssituation i Somalia, herunder Mogadishu samt områder omkring Mogadishu, er væsentligt forbedret. Det fremgår således, at Merca er befriet for al-Shabaab og nu er under regeringens og AMISONs kontrol. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren har en profil, der indebærer, at han vil være i risiko for, at al-Shabaab vil gå målrettet efter ham. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller have behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/19