Sierra20042

Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sierra Leone, født 1984. Indrejst i januar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han under borgerkrigen gennem flere år indtil 2000 havde været tilbageholdt af en milits, der er tilknyttet RUF, at han blev udsat for skud i forbindelse med flugt fra militsen, og at ansøgeren ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt af medlemmer af RUF. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han på grundlag af tilbageholdelsen og flugten ved en tilbagevenden risikerer asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger i 2002 var etableret fred med RUF, og andre oprørsgrupper. Sierra/2004/2