Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1983. Indrejst i december 2004. Udlændingestyrelsen havde forsøgt at behandle sagen i proceduren for åbenbart grundløse sager, men Dansk Flygtningehjælp havde nedlagt veto herimod. Flygtningehjælpen lagde vægt på, at ansøgeren og hendes familie blev fordrevet fra Kosovo som følge af krigen og at de blev forfulgt af albanere på grund af deres etniske oprindelse, herunder at de er etniske egyptere og opfattes som romaer. ansøgeren havde endvidere to gange forsøgt at genobosætte sig i Kosovo, ligesom flygtningehjælpen lagde vægt på, at der ikke forelå praksis vedrørende etniske egyptere fra Kosovo. Flygtningenævnet besluttede at behandle sagen på mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk egypter og muslim. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren i 1998 blev voldtaget af seks civile hætteklædte personer, som i samme forbindelse søgte at afpresse penge fra ansøgerens familie. Ansøgeren kunne ikke under mødet i nævnet oplyse noget om gerningsmændenes identitet, ligesom hun heller ikke kunne oplyse noget, der kunne bekræfte, at overfaldet var etnisk motiveret. Nævnet fandt herefter, at der var tale om en enkeltstående borgerlig kriminalitet, som ligger langt tilbage i tiden. Voldtægten kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde videre til grund, at ansøgeren i 2004 frivilligt vendte tilbage til Kosovo fra Tyskland for at blive genforenet med sin samlever, der imidlertid var rejst til Danmark. Ansøgeren opholdt sig herefter i cirka fem måneder i Kosovo hos kærestens faster, hvorefter hun rejste til Danmark for at være sammen med kæresten. Under opholdet hos fasteren havde ansøgeren, der ikke bevægede sig udenfor lokalområdet, ikke haft asylrelevante problemer. De generelle forhold, herunder forholdene for etniske egyptere i Kosovo-provinsen, kunne ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Den beskikkede advokat havde påstået sagen hjemvist, da der ikke forelå en lægelig redegørelse, ikke forelå en kommentar fra Udlændingestyrelsen i relation til Dansk Flygtningehjælps kommentar af juli 2005 og ikke forelå en undersøgelse af de lokale forhold. Nævnet bemærkede, at sagen skønnedes tilstrækkeligt oplyst, hvorfor hjemvisningspåstanden ikke kunne efterkommes. Nævnet bemærkede specielt i den anledning, at ansøgeren ved sin indrejse i asylregistreringsrapporten af december 2004 har oplyst, at hendes helbredstilstand var ”ok, smerter i højre fod samt problemer med maven på grund af bekymringer”. Den beskikkede advokat havde gjort gældende, at instrukser fra FN til Danmark er bindende for Danmark, jf. FN Charterets art. 25, jf. kapitel 7, jf. FN Resolution 1244, og at UNHCR´s Position Paper af marts 2001 skal læses i dette lys. Advokaten havde ligeledes gjort gældende, at der foreligger et dansk løfte fra 1951 om asyl af ”tvingende grunde”. Flygtningekonventionens art. 1, C, 5, 2, er ikke hjemmelen. Den indeholder blot samme tekst som hjemmelen og forpligtelsen gør. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at nævnet træffer afgørelse i asylsager på baggrund af sagernes konkrete omstændigheder, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger fra det land, som ansøgeren kommer fra, på tidspunktet for nævnets afgørelse. På baggrund af ovenstående fandt nævnet ikke, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ser-mon/2006/1
