Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1979. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at nævnet ikke fandt anledning til at fremskaffe de af advokaten påberåbte forarbejder til FN’s Flygtningekonvention til brug for behandlingen af sagen. Nævnet fandt således, at sagen – med de foreliggende oplysninger – var tilstrækkeligt oplyst, jf. herved udlændingelovens § 54, stk. 1, in fine. Ansøgeren er kosovoalbaner og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse partier eller foreninger. Ansøgeren har som sit asylmotiv henvist til, at han ingen familie har, idet hans fader døde under krigen i 1998, og at hans moder herefter forsvandt, at han ikke har noget arbejde, at han er psykisk og fysisk syg, og at han ikke har et sted at bo i Kosovo, idet hans hus er blevet brændt ned af det serbiske militær. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han under krigen blev opsøgt af det serbiske militær, som tilbageholdt ham i hans hus i cirka tre uger, og at han under tilbageholdelsen blev mishandlet og voldtaget. Endelig har ansøgeren henvist til, at han risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, idet hans fader mistænkes for at have samarbejdet med serberne. Det forhold, at ansøgeren under krigen blev tilbageholdt af det serbiske militær og herunder blev mishandlet og voldtaget, kan ikke føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der er tale om en enkeltstående episode begået under krigslignende tilstande i hjemlandet, at ansøgeren har oplyst, at alle i området blev tilbageholdt, at ansøgeren blev løsladt uden betingelser efter tre ugers tilbageholdelse, og at han herefter ikke havde problemer med det serbiske militær – eller myndighederne - i øvrigt. Ansøgerens fysiske og psykiske tilstand kunne ikke føre til et andet resultat. Det bemærkedes herved, at Flygtningenævnet ikke har kompetence til at vurdere, om ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Uanset om ansøgerens fader mistænkes for at have samarbejdet med serberne, fandt nævnet ikke, at ansøgeren på den baggrund risikerer asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig i den albansk-dominerede del af Kosovo fra faderens død i 1998 til udrejsen i februar 2005 uden at have været udsat for chikane fra befolkningens side. Det forhold, at ansøgeren ikke har noget sted at bo, ikke har mulighed for at få et arbejde, eller ikke har familie tilbage i hjemlandet, er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren forud for udrejsen havde været udsat for en konkret og individuel forfølgelse, eller at ansøgeren vil være i risiko herfor ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse ud fra et synspunkt om subjektiv frygt, idet en sådan mulig frygt ikke findes begrundet i objektive forhold. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt herefter ikke anledning til at iværksætte en torturundersøgelse af ansøgeren. Ser-mon/2005/14
