Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1967 (M) og 1973 (K), samt to børn. Indrejst i september 2005. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det væsentlige kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgerne er etniske serbere fra en serbisk enklave i Kosovo, beliggende nær en serbisk domineret by. Ansøgerne har aldrig været politisk aktive, ligesom de heller ikke på noget tidspunkt har været udsat for strafprocessuelle indgreb i hjemlandet. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgerne forud for deres udrejse var udsat for chikane fra albanernes side, blandt andet i form af telefontrusler, for at få dem til at forlade området. Anledningen til ansøgernes udrejse var kidnapning af deres to døtre, som fandt sted i december 2003. Flygtningenævnet fandt ikke, at den udøvede chikane eller kidnapningen kunne begrunde, at ansøgerne meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at chikanen ikke havde haft en sådan karakter eller en sådan intensitet, at den kunne karakteriseres som asylbegrundende forfølgelse. Kidnapningen kunne ikke anses for myndighedstolereret, ligesom det heller ikke kunne lægges til grund, at myndighederne ikke kan eller vil yde ansøgerne beskyttelse. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at de generelle forhold for etniske serbere i Kosovo-provinsen i Serbien-Montenegro i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus i Danmark. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af Udlændingelovens § 7, og Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Som følge af ovenstående fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for til brug for asylsagen at udsætte sagen på indhentelse af oplysninger om, hvad der eventuelt måtte være hændt døtrene i løbet af det døgn, hvor de var kidnappet. Ser-mon/2005/13
