Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien og Montenegro, født i 1960. Indrejst første gang i juli 2003. I september 2003 frafaldt ansøgeren sin asylansøgning og udrejste til hjemlandet. I maj 2005 indrejste ansøgeren på ny. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk ungarer og katolik, og at ansøgerens samlever er af blandet etnicitet og katolik. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at den chikane og de ransagninger og henvendelser, som ansøgeren havde været udsat for fra de serbiske myndigheders side, eller chikane fra den serbiske befolknings side, havde haft en sådan karakter og et sådant omfang, at det kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved også lagt vægt på, at ansøgeren i september 2003 frafaldt en tidligere ansøgning om asyl i Danmark for frivilligt at tage tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at de efterfølgende henvendelser fra myndighedernes side på ansøgerens bopæl ophørte i februar 2004, flere måneder forud for ansøgerens udrejse i maj 2004. De generelle forhold i Serbien-Montenegro, herunder for etniske ungarer og katolikker, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ser-mon/2005/8
