Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1950. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i juni 1999, hvorefter hun af Udlændingestyrelsen blev meddelt opholdstilladelse i medfør af Kosovo-nødlovens § 1. I august 2000 repatrierede ansøgeren frivilligt til Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro. I maj 2004 indrejste ansøgeren i Danmark på ny og indgav ansøgning om asyl. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er roma og katolik fra Gjilane i Kosovo. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren i 2000 og 2003 har været udsat for overgreb fra lokalbefolkningens side. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren som følge heraf skulle meddeles asyl. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren for så vidt angår overgrebet i 2003 ikke havde rettet henvendelse til de internationale myndigheder for at få beskyttelse. Ved afgørelsen af, om ansøgerens ægteskab med en albaner og de generelt vanskelige forhold for romaer kan begrunde, om ansøgeren skulle meddeles asyl, bemærkede Flygtningenævnet, at det fremgår af UNHCR’s Position Paper fra marts 2005, at situationen overalt i Kosovo er blevet forbedret siden urolighederne i marts 2004. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke har udøvet politiske aktiviteter af nogen art, som følge af sin etniske herkomst eller de generelle forhold i landet, vil være i en sådan konkret og individuel risiko for forfølgelse, at hun opfylder betingelserne for at få meddelt asyl eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Ser-mon/2005/6
