Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien-Montenegro, født 1979. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk roma fra Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens frygt for UCK var asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren på intet tidspunkt havde samarbejdet med serbere, og at han blev udsat for udrensning samtidig med, at det skete for albanerne i Kosovo. Dertil kom, at UCK ikke længere var en magtfaktor. Flygtningenævnet fandt ikke, at oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for etniske romaer i Kosovo kunne medføre, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at UNHCR og UNMIK fraråder tvangsmæssige udsendelser af visse befolkningsgrupper til Kosovo, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Den omstændighed, at ansøgeren måtte være uden familie i hjemlandet, kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddelte samme dag ansøgerens samleverske og deres fælles barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Da parforholdet først var etableret kort før indrejsen i Danmark, opfyldte ansøgeren ikke de tidsmæssige betingelser for at få meddelt konsekvensstatus. Se-Mo/2004/23 NB. Der henvises til samleverens sag nedenfor: Se-Mo/2004/24 samt under umenneskelig/nedværdigende behandling.
