Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1984. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk roma fra Kosovo-provinsen. Ansøgeren havde til sagen forklaret, at hun i 1999 sammen med sin familie blev fordrevet fra hjembyen af bevæbnede albanere, som truede med at voldtage ansøgeren og hendes mor og søster og efterfølgende nedbrændte familiens hus, at hun herefter sammen med sine forældre og søskende og farmor tog ophold i Serbien og Montenegro, hvor ansøgeren opholdt sig uden problemer indtil oktober 2003, at hendes forældre og søskende var forsvundet og muligvis druknet under en rejse fra Montenegro til Italien i august 1999, og at ansøgeren efter farmoderens død i 2003 ikke har nogen slægtninge tilbage hverken i Kosovo eller et andet sted i Serbien og Montenegro. Ansøgeren henviste som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt af de personer, som fordrev hende og hendes familie fra familiens bopæl i 1999, og at hun ikke har noget at vende tilbage til i Kosovo. Flygtningenævnet fandt ikke, at de nævnte forhold kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forholdene i Kosovo siden ansøgerens udrejse er afgørende ændret blandt andet med indsættelsen af KFOR styrkerne og UNMIK administrationen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt havde været udsat for fysiske overgreb. Flygtningenævnet fandt på den baggrund ikke, at de foreliggende oplysninger om ansøgerens frygt for en tilbagevenden og om hendes psykiske tilstand kunne medføre, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for etniske romaer i Kosovo i sig selv eller i sammenhæng med det tidligere anførte kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at UNHCR og UNMIK fraråder tvangsmæssige udsendelser af visse befolkningsgrupper til Kosovo, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Endelig fandt nævnet ikke, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde familie tilbage i hjemlandet, kunne føre til et andet resultat. Såfremt ansøgeren ikke mente at kunne tage ophold i Kosovo, fandt Flygtningenævnet, at hun kunne henvises til at tage ophold et andet sted i Serbien og Montenegro. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring uden problemer havde boet i Serbien og Montenegro fra 1999 til sin udrejse i oktober 2003.Se-Mo/2004/22
