Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1967, samt tre børn. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til den uddrivelse, som serberne foranstaltede af alle muslimer fra hendes landsby i foråret 1999. Hun havde endvidere henvist til, at hendes moder er ashkali. For så vidt angik uddrivelsen fandt Flygtningenævnet ikke, at der på baggrund af de ændrede forhold var grundlag for at meddele asyl. Ansøgeren havde ikke forklaret overbevisende om de problemer, som hendes ashkali-oprindelse skulle have påført hende. Hun havde forklaret, at hun føler sig som kosovo-albaner. Da hun under samtalen med Udlændingestyrelsen skulle uddybe den chikane, hun har været udsat for, havde hun forklaret om et overfald, som fandt sted lidt før krigen. Hun havde udtalt, at hun formodede, at det skete, fordi hun er halvt ashkali. Hun havde forklaret, at hun ikke derudover havde været udsat for andre overgreb eller for anden chikane som følge af sin ashkali-oprindelse. Hun og børnene havde ikke haft problemer med naboer. Endelig havde hun til samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at hendes samlevers familie ikke kunne lide hende, fordi hun er halvt ashkali. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at den omstændighed, at ansøgeren har en delvis ashkali-oprindelse, havde givet hende nævneværdige problemer inden udrejsen. Det fandtes således ikke sandsynliggjort, at overfaldet på hende havde sammenhæng hermed. Uanset de generelle sikkerhedsmæssige problemer, der i baggrundsoplysningerne er beskrevet for ashkaliere, der skal vende tilbage til ashkali-samfund, kunne Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen sammen med sin albanske samlever ville være i en konkret risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Se-Mo/2004/18
