Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1981. Indrejst i marts 2003. Ansøgeren er etnisk albaner og muslim. Ansøgeren har oplyst, at hun har været vidne til voldtægt, drab, vold og chikane udøvet af serbisk paramilitær. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren forlod sit hjemland cirka fire år efter krigshandlingerne i 1999, hvorunder ansøgeren efter det oplyste oplevede grusomme hændelser. Ansøgeren havde under nævnsmødet tilkendegivet, at hun ikke frygtede forfølgelse i sit hjemland, men at hun på grund af subjektiv frygt på baggrund af disse hændelser frygtede at vende tilbage, idet hendes mand og datter har opholdstilladelse her i landet. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder og henset til, at ansøgeren blev boende i hjemområdet indtil 2003, at ansøgerens subjektive frygt på grund af oplevelserne i 1999 ikke var objektivt funderet. Flygtningenævnet henviste herved til Handbook on procedures and criteria for determining refugee Status, udarbejdet af UNHCR, punkt 37 og 38. Flygtningenævnet fandt derfor, at der ikke var grundlag for at fortolke FN's Flygtningekonventions artikel 1 A, nr. 2, således, at betingelsen om ”velbegrundet frygt for forfølgelse” var opfyldt. Ansøgeren risikerede således ikke konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, som affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002, og ansøgeren kunne heller ikke af andre grunde anses for omfattet af denne bestemmelse. Se-Mo/2004/17
