Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende et samlevende par fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1975 (M) og 1979 (K), samt fire børn. Indrejst i oktober 2003. Den mandlige ansøger er etnisk roma og muslim og den kvindelige ansøger er etnisk serber og kristen. Flygtningenævnet fandt vedrørende den mandlige ansøger, at uanset om ansøgerens hjem var blevet ransaget under forsøg på at tvangsrekruttere ham til UCK, var dette ikke i sig selv asylbegrundende. Vedrørende den kvindelige ansøger fandt Flygtningenævnet, at uanset at hun var blevet mishandlet og voldtager under borgerkrigen i 1999, kunne dette ikke i sig selv anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt videre, at uanset at ansøgerne og deres børn havde været udsat for chikane som følge af familiens etnisk blandede oprindelse, var dette heller ikke asylbegrundende. Nævnet lagde herved vægt på, at chikanen ikke havde haft en så intensiv og systematisk karakter, at den kunne sidestilles med forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det var heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kosovo risikerede dødsstraf, tortur eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at imødekomme den beskikkede advokats mere subsidiære påstand om sagens udsættelse på nærmere undersøgelse af, hvorvidt ansøgeren havde været i Belgien og/eller Holland, da nævnet ikke fandt det nødvendigt at få afklaret dette spørgsmål. Herefter, og da nævnet ikke anså de generelle forhold for romaer i Kosovo for asylbegrundende, opfyldte ansøgeren ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Se-Mo/2004/16
