Serbien200415

Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Serbien-Montenegro, født 1967 (M) og 1967 (K), samt tre børn. Indrejst i marts 2001. Ansøgerne er etniske romaer. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at den mandlige ansøger, der på grund af sit virke som musiker på restauranter og cafeer var kendt i sin hjemby og i omegnen, i en kortere periode i 1999 var tvunget i serbisk militærtjeneste, hvilket var Kosovo-albanerne i området bekendt. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgernes børn i cirka fem år før krigen gik i serbisk skole. Endelige lagde nævnet til grund, at familien blev jaget ud af deres hus i sommeren 1999, at de senere har levet i skjul i en nærliggende landsby, og at udrejsen var forsaget af at beboerne i landsbyen var blevet bekendt med deres opholdssted og havde fremsat trusler mod ansøgerens liv. Ansøgerne havde ikke opnået tilknytning til andet område i Serbien-Montenegro. Et flertal af Flygtningenævnet fandt efter en samlet og konkret vurdering ikke, at det kunne afvises, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flertallet lagde herved tillige vægt på den mandlige ansøgers stærke subjektive frygt. Se-Mo/2004/15