Nævnet stadfæstede i juni 2004Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1977. Indrejst i maj 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under nævnsbehandlingen nedlagde principal påstand om hjemvisning, idet ansøgeren ikke er blevet korrekt behandlet som traumatiseret, jf. UNHCRs håndbog punkt 206 til 212. Ansøgerens advokat gjorde gældende, at ansøgeren ved indrejsen havde oplyst, at han var traumatiseret. Ansøgeren henviste herved til en af Røde Kors udarbejdet ”medical record” fra juni 2003, som han fremviste på nævnsmødet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde konsulteret en Røde Kors læge og anmodet om psykiatrisk hjælp, og at lægen ikke havde fundet det lægeligt nødvendigt at henvise ansøgeren til akut konsultation. Herefter fandt nævnet ikke, at Udlændingestyrelsen havde begået procedurefejl og i øvrigt bemærkedes, at UNHCRS håndbog er udarbejdet som en vejledning til udlændingemyndighederne. Flygtningenævnet fandt heller ikke på baggrund af sagens oplysninger grundlag for at udsætte sagen til en psykologisk/psykiatrisk udredning af ansøgeren. Ansøgeren er etnisk roma fra Kosovo og katolik. Før krigen i 1999 havde han været udsat for, at politiet tildelte ham lussinger og tilbageholdt ham kortvarigt i forbindelse med hans deltagelse i demonstrationer. Faderens forretning og familiens bolig havde frem til krigen været udsat for ransagninger, og ansøgeren havde fået tæv af politiet, når han var blevet stoppet og ikke var i besiddelse af ID. Efter krigen var familiens bolig ødelagt som følge af bombardementerne, og albanere plyndrede huset og overtog, hvad der var tilbage. KFOR, som var til stede i området, kunne ikke hjælpe familien med at få boligen tilbage. Ansøgerens forældre og søskende udrejste i 1999. Ansøgeren havde ifølge sine egne oplysninger været udsat for generel mundtlig chikane, og han kunne ikke få arbejde. Han udrejste i maj 2003 nogle måneder efter farbroderens død, da han ikke under de givne forhold kunne blive boende hos sin tante og kusiner. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde godtgjort, at han ved udrejsen var asylretligt forfulgt eller at han ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Kosovo jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt heller ikke, at de generelt vanskelige forhold for romaer i Kosovo kunne bevirke, at ansøgeren skulle have asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Endelig fandt nævnet heller ikke, at der var en reel risiko for at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for dødsstraf, for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Se-Mo/2004/10
