Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1984. Indrejst i april 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kosovo-albaner og muslim fra det nordlige Mitrovica i Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren og hans familie blev fordrevet fra deres bopæl af serbiske styrker i 1999 i forbindelse med krigen i Kosovo. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren efterfølgende blev tilbageholdt af serberne i 14 dage, hvorunder han blev udsat for voldelige overgreb, og at han ikke siden havde været i kontakt med sine forældre. Flygtningenævnet fandt ikke, at de nævnte forhold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at overgrebene lå tilbage i tid. Flygtningenævnet tillagde det endvidere vægt, at ansøgeren ikke havde haft nogen konkret konflikt med myndighederne eller politiske grupperinger i Kosovo ud over den generelle situation, der var en følge af serbernes fremfærd. Ansøgeren havde som asylmotiv videre henvist til, at han senere vendte tilbage til familiens lejlighed i det nordlige Mitrovica, hvorfra han efter cirka et halvt år blev fordrevet af maskerede serbere, der tillige bortførte ansøgerens søster. Ansøgeren henviste til, at han i den forbindelse blev udsat for voldelige overgreb, og at han ikke siden denne episode havde været i kontakt med søsteren. Flygtningenævnet fandt ikke, at begivenhederne havde haft en sådan karakter og et sådant omfang, at de kunne anses for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efterfølgende havde kunnet opholde sig i den sydlige del af Mitrovica frem til udrejsen til Skopje i 2001 uden at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Det forhold, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til den tidligere bopæl i det nordlige Mitrovica, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt ikke tilstrækkelig anledning til at udsætte sagen med henblik på at afvente yderligere oplysninger om situationen i Kosovo. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at området fortsat administreres med bistand fra KFOR-styrkerne og UNMIK, og at situationen i området ifølge de seneste foreliggende oplysninger er stabiliseret. Den generelt vanskelige situation i Kosovo fandtes således ikke at kunne begrunde asyl. De foreliggende oplysninger om ansøgerens psykiske og fysiske tilstand kunne ikke føre til en ændret asylretlig vurdering. Herefter fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren kunne vende tilbage til Kosovo-provinsen uden at risikere at blive udsat for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at spørgsmålet, om der forelå sådanne humanitære grunde, at ansøgeren ikke burde vende tilbage til hjemlandet, hører under Integrationsministeriets kompetenceområde. Se-Mo/2004/8
