Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, begge født 1978. Indrejst i marts 2003. I 1999 blev ansøgerne evakueret til Norge, hvor familien opholdte sig i tre år. I 2002 måtte familien rejse tilbage til Kosovo, idet det ikke var muligt for familien at få forlænget deres opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger er etnisk kosovo-albaner og muslim fra Kernica i Kosovo-provinsen. Den kvindelige ansøger er etnisk kosovo-albaner og muslim fra Pristina i Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger og hans familie i august 1998 blev fordrevet fra hjembyen af serbiske soldater og paramilitære styrker, hvorefter de opholdt sig skiftevis i bjergene og i forskellige landsbyer for i januar 1999 at ankomme til Pristina, hvorfra de blev fordrevet i april 1999. Endvidere lagde nævnet til grund, at den mandlige ansøger ikke i forbindelse med fordrivelserne havde været udsat for fysiske overgreb. Flygtningenævnet lagde endelig til grund, at den kvindelige ansøger under krigen i Kosovo blev fordrevet fra hjembyen. Uanset om den kvindelige ansøger havde været udsat for fysiske overgreb eller havde måttet gennemleve andre voldsomme begivenheder under krigen i Kosovo, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgernes oplevelser i hjemlandet i dag kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke som følge heraf kunne antages at risikere en asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nævnet tillagde det i den forbindelse vægt, at begivenhederne lå tilbage i tid, og at forholdene i hjemlandet siden er afgørende ændret. Endelig lagde nævnet vægt på, at ansøgerne fra deres hjemkomst fra Norge i april 2002 og frem til udrejsen til Danmark i marts 2003 havde kunnet opholde sig i hjemlandet uden at blive udsat for overgreb. Selv om den kvindelige ansøger ifølge det til sagen fremlagte lægelige materiale led af PTSD som følge af de begivenheder, som hun måtte have gennemlevet i hjemlandet, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerne ikke efter det oplyste havde haft nogen betydende konkret konflikt med myndighederne eller politiske grupperinger i Kosovo, ud over den generelle situation, der var en følge af serbernes fremfærd. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at den kvindelige ansøgers psykiske tilstand eller den deraf følgende subjektive frygt for en tilbagevenden kunne begrunde asyl. Herefter, og idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet ikke kunne føre til et andet resultat, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne kunne vende tilbage til Kosovo-provinsen, hvor de begge fortsat havde familie, uden at risikere at blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden ville være i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Se-Mo/2004/7
