Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1977. Indrejst i februar 2003. Sagen har været behandlet af Flygtningenævnets formand på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens §§ 53, stk. 4 og 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kosovo-albaner fra Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i perioden fra 1990 til 1998 blev tilbageholdt fire gange af det serbiske politi, hvorunder han blev udsat for voldelige overgreb. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren fra 1998 til 1999 fungerede som soldat for UCK, i hvilken forbindelse han overværede drab på civile og andre soldater. Flygtningenævnet fandt ikke, at de nævnte forhold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved afgørende vægt på, at begivenhederne lå tilbage i tid. Nævnet tillagde det endvidere vægt, at forholdene i Kosovo er ændret, herunder at der er etableret en civil FN administration, ligesom KFOR er til stede og deltager i varetagelsen af sikkerhedssituationen. Det forhold, at ansøgeren blev afskediget fra politiet i Kosovo-provinsen på grund af en falsk vidneforklaring, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et privatretligt forhold, for hvilket udlændingelovens § 7 ikke finder anvendelse. Ansøgeren havde som asylmotiv endvidere henvist til, at han som politibetjent var i opposition til kriminelle organisationer, og at han i 2002 blev opsøgt to-tre gange af maskerede mænd, der fremsatte trusler. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren i den anledning havde rettet henvendelse til politiet, der angiveligt skulle have nægtet ham beskyttelse på det foreliggende grundlag. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom først var kommet i forbindelse med samtalen med den beskikkede advokat. Under en samtale med Dansk Flygtningehjælp havde ansøgeren i stedet forklaret, at han ikke anmeldte truslerne til politiet eller UNMIK, idet han var af den opfattelse, at hverken politiet eller domstolene ville kunne beskytte ham. Flygtningenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren måtte henvises til at søge beskyttelse hos de relevante myndigheder, herunder de internationale myndigheder i Kosovo. De foreliggende oplysninger om ansøgerens psykiske tilstand eller den deraf følgende subjektive frygt for en tilbagevenden kunne ikke begrunde asyl. Herefter, og idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet ikke kunne føre til et andet resultat, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren kunne vende tilbage til Kosovo, hvor han fortsat har sin nærmeste familie, uden at risikere at blive udsat for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at spørgsmålet, om der forelå sådanne humanitære grunde, at ansøgeren ikke bør vende tilbage til hjemlandet, henhører under Integrationsministeriet. Se-Mo/2004/5
