Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1984 Indrejst i 2001. Ansøgeren var etnisk roma fra Kosovo. Ansøgeren havde ikke på noget tidspunkt været medlem af eller aktiv for noget politisk parti, forening, organisation eller lignende. Ansøgeren og dennes familie blev opsøgt på bopælen af etniske albanere, der ledte efter ansøgerens fader. Ansøgeren og dennes søskende blev ved en af disse episoder truet med at blive voldtaget og blev revet i tøjet. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde asyl. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en enkeltstående begivenhed, der fandt sted i forbindelse med krigshandlinger i 1999. Nævnet fandt således ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været udsat for overgreb eller lignende, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret eller individuel risiko for at blive udsat for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren burde meddeles asyl under henvisning til sine forældres forhold allerede fordi, ansøgerens forældre var meddelt endeligt afslag på asyl i Danmark. Det forhold, at tre af ansøgerens søskende tidligere var meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, kunne ligeledes, henset til tidspunktet for bedømmelsen af deres sager, ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren i dag burde meddeles opholdstilladelse. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens subjektive frygt for en tilbagevenden var således velbegrundet, at ansøgeren af den grund opfyldte betingelserne for at blive meddelt asyl. De fremlagte speciallægeerklæringer vedrørende ansøgerens forældre kunne ikke i sig selv begrunde en ændret vurdering heraf. Nævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold for romaer i Kosovo kunne bevirke, at ansøgeren skulle have asyl som følge heraf. Nævnet lagde vægt på, at situationen i Kosovo efter de foreliggende baggrundsoplysninger var afgørende ændret, og at området administreres med bistand fra KFOR styrkerne og UNMIK. Såfremt ansøgeren ikke fandt at kunne tage ophold i Kosovo, fandt nævnet, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold andet steds i Serbien og Montenegro, hvor hun blandt andet sammen med sin fader havde opholdt sig i 6 måneder frem til udrejsen. Nævnet fandt ikke, at den chikane, ansøgeren og familien havde været udsat for fra serbernes side, var af en sådan karakter og et sådant omfang, at ansøgeren ikke skulle kunne tage ophold i Serbien. Ansøgeren havde under nævnsbehandlingen nedlagt påstand principalt om hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen for at få en førsteinstansbehandling. Ansøgeren havde under Udlændingestyrelsens behandling af sagen ikke været interviewet og havde således ikke haft mulighed for over for Udlændingestyrelsen at give sin personlige beretning om sine oplevelser og sin families sikkerhed. Efter at ansøgeren havde afgivet forklaring i nævnet, fandt nævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen som begæret. Nævnet bemærkede, at Udlændingestyrelsens afgørelse af februar 2002 også omfattede ansøgeren, der på dette tidspunkt var mindreårig og således repræsenteret af sine forældre, der selv havde afgivet forklaring til Udlændingestyrelsen under styrelsens behandling af familiens sag. Ansøgeren var ikke under nævnets behandling af sagen fremkommet med sådanne nye oplysninger af asylretlig karakter, at sagen på denne baggrund burde hjemvises. Nævnet fandt ikke grundlag for at udsætte afgørelsen af sagen på indhentelse af yderligere oplysninger fra KIP [Kosovo Information Project, red.], som begæret af advokaten. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Se-Mo/2004/4
