Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1967 (M) og 1971 (K), samt to børn Indrejst i oktober 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som asylmotiv dels henviste til de generelle forhold for romaer i Kosovo, dels til at de konkret risikerede overgreb, fordi den mandlige ansøger udførte tvungent arbejde for serberne i form af at stjæle dyr for dem fra flygtede albanere i 1999. Nævnet bemærkede hertil, at ansøgerne fra 1999 og frem til udrejsen i 2002 opholdt sig i hjembyen, at den mandlige ansøger i denne periode arbejdede for albanere, og at den chikane ansøgerne forklarede om ikke var af en sådan karakter, at den kunne begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgerne fandtes dernæst ikke at have sandsynliggjort, at de som følge af deres konkrete forhold skulle være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved hjemvenden. Spørgsmålet var herefter om de generelle forhold for romaer i Kosovo i sig selv var asylbegrundende. Den beskikkede advokat henviste her væsentligt til Europarådets anbefalinger, og navnlig punkt 39c i det bagvedliggende dokument 3990 af 31. oktober 2003. Det fremgår her om personlig sikkerhed, at romaer stadig har en velbegrundet frygt for forfølgelse i Kosovo. Nævnet bemærkede herved, at Europarådets anbefalinger væsentligst vedrører spørgsmålet om tvangsmæssig udsendelse, og at den af advokaten fremhævede passus ifølge noten er baseret på en UNHCR-rapport af januar 2003. Nævnet lagde imidlertid ved vurderingen af den aktuelle situation og dennes betydning for asylvurderingen vægt på beskrivelsen af romaernes forhold som disse er beskrevet i UK Home Office Country Report fra oktober 2003. Uanset at romaernes forhold i Kosovo også efter denne rapport er vanskelige, fandtes forholdene imidlertid ikke at være af en sådan karakter, at de i sig selv var asylbegrundende. Se-Mo/2004/3
