Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således gennem årerne været udsat for såvel chikane som forskellige overgreb fra lokalbefolkningen som følge af, at han er roma. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse overgreb havde haft et sådant omfang og intensitet, at ansøgeren måtte anses som udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det forhold, at ansøgeren var blevet slået af en politibetjent, da han havde forsøgt at anmelde et overfald, måtte anses som et enkeltstående forhold, udøvet af en lokal myndighedsperson. Dette forhold kunne ikke føre til nogen anden samlet vurdering af ansøgerens forhold. Ansøgerens forhold kunne heller ikke antages at indebære, at ansøgeren risikerede sådanne overgreb, at han havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Serb/2009/2