Serb20081

Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at der ikke var grundlag for at udsætte sagen, uanset den sene fremkomst af dele af advokatens indlæg. Der sås ikke at være forhold, der kunne begrunde en fornyet behandling i Udlændingeservice. Ansøgeren, der forlod sit hjemland som enlig kvinde, sås ikke at have bragt sig i modsætningsforhold til sit hjemlands myndigheder eller andre. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i lighed med en række andre kvinder i 1999 var blevet udsat for voldtægt begået af det serbiske militær. Flygtningenævnet bemærkede, at der var forløbet en længere årrække siden det skete, og at der var ændrede forhold i hjemlandet. Det pågældende overgreb kunne derfor ikke på tidspunktet for Flygtningenævnets vurdering i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren havde oplyst, at det i lokalbefolkningen var kendt, hvilke kvinder, der var udsat for den pågældende behandling, og at den pågældende gruppe af kvinder som følge heraf havde været udsat for forhånelse fra civilbefolkningens side. Det kunne ikke lægges til grund, at forhånelsen havde haft et sådant omfang eller intensitet, at dette kunne sidestilles med forhold der er beskrevet i udlændingelovens § 7 eller konventioner, som Danmark har tiltrådt. Ansøgerens subjektive frygt kunne ikke ændre på denne vurdering. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i nærliggende risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Serb/2008/1