Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien. Indrejst i 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 11, og § 56, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk roma fra Nis, Serbien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har – i forbindelse med asylsagen i 2014 – som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Serbien frygter at blive fængslet, fordi myndighederne har sigtet ham for besiddelse af narkotika. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2011 blev taget af politiet i besiddelse af 0,2 gram heroin, hvorefter han blev afhørt og fik at vide, at han ville blive indkaldt for retten. Ansøgeren udrejste af Serbien, forinden han blev tilsagt til møde for retten. Ansøgeren har endvidere – i forbindelse med asylsagen i 2014 – som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb fra fire personer, som han har angivet til politiet for ulovlige aktiviteter, herunder blandt andet narkotikakriminalitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de fire personer opsøgte ham på bopælen adskillige gange i perioden 2004-2009, og at disse personer flere gange har udsat ham for vold. Ansøgeren har – i forbindelse med genoptagelsen af sagen – som asylmotiv henvist til, at han frygter de politifolk, han har arbejdet for. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har arbejdet som meddeler for politiet i Serbien. Da han ikke længere ønskede at arbejde for politiet, blev han uretmæssigt anklaget for kriminelle forhold. Ansøgerens mor har efterfølgende oplyst, at de tyske myndigheder har meddelt ansøgeren et indrejseforbud i Serbien i ti år grundet det ophørte samarbejde med politiet i Serbien. Uanset om Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er kommet i et modsætningsforhold til de serbiske myndigheder, idet han er blevet sigtet for besiddelse af narkotika, til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det falder inden for det enkelte lands jurisdiktion at lovgive for sine statsborgere og fastsætte sanktioner i tilfælde, hvor lovgivningen bliver overtrådt, og nævnet finder ikke, at en fængselsstraf på tre-ni måneder, som ansøgeren har oplyst, at han risikerer ved en tilbagevenden til Serbien, i sig selv kan anses for uforholdsmæssig efter danske retstraditioner eller for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Uanset om ansøgerens forklaring om hans konflikt med de fire personer, som han har angivet til politiet, lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Serbien må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at han tidligere har forsøgt at melde disse personer til politiet, men at politiet skulle have beviser, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, ansøgeren kan henvises til at søge beskyttelse hos de overordnede myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med de politifolk, som han har arbejdet for, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom, hvorfor forklaringen må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således ikke under sin asylsagsbehandling i 2014 oplyst om konflikten med politifolkene, men derimod først oplyst herom, da han igen i 2017 søgte om asyl, til trods for, at konflikten angiveligt fandt sted forud for indrejsen i Danmark i 2014, og til trods for, at ansøgeren efter det oplyste, ikke har været tilbage i sit hjemland i den mellemliggende periode. Ansøgerens forklaring om, at han ikke oplyste om denne konflikt i 2014, fordi han forventede at blive sendt tilbage til Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke til Dansk Flygtningehjælp [i vinteren] 2014 oplyste om denne konflikt, til trods for, at han efter oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2014, blev orienteret om, at hans asylsag ville blive behandlet i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at der er fremkommet en rimelig forklaring på disse forhold. Flygtningenævnet skal videre bemærke, at de oplysninger, som ansøgeren er fremkommet med, om hans helbredsmæssige forhold, ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompetence, men henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Flygtningenævnet finder på baggrund af ovenstående ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Serbien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” serb/2018/1/cma
