Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Trusler og chikane
Konsekvensstatus
Beviskrav og bevisvurdering U
Nævnet stadfæstede i juli 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Senegal. Indrejst i begyndelsen af 2008.Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse som følge af sin tilknytning til en onkel, der havde været et fremtrædende medlem af partiet PDS. Han havde endvidere henvist til frygt for forfølgelse som følge af sin seksuelle orientering. Det fremgik af sagen, at onklen afgik ved døden i 2002. Ansøgeren havde anført, at han både før og efter onklens død havde modtaget trusler på livet, senest i 2007. Flygtningenævnet fandt, at under hensyn til, at ansøgeren havde opholdt sig i Senegal i fem år efter onklens død, havde ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han som følge af sin tilknytning til onklen havde været eller ville blive udsat for en asylbegrundende forfølgelse. Det bemærkedes herved, at de angivne trusler ikke havde haft en sådan intensitet, at de i sig selv kunne anses for asylbegrundende. Vedrørende ansøgerens seksuelle orientering lagde nævnet til grund, at det i henhold til den senegalesiske lovgivning var strafbart med op til fem års fængsel at begå ”usædelige eller unaturlige handlinger med en person af samme køn”, samt at der fra store dele af befolkningens side udøvedes diskrimination af homoseksuelle. Ansøgeren henviste til, at det efter offentliggørelsen af nogle billeder fra et homoseksuelt bryllup, hvori han havde deltaget, var blevet kendt, at han var homoseksuel. Flygtningenævnet bemærkede, at det var tvivlsomt, om ansøgeren var afbildet, som af ham angivet, på billederne fra brylluppet. Uanset om det imidlertid lagdes til grund, at han havde optrådt på billeder fra homoseksuelle bryllupper, fandtes det imidlertid ikke at kunne lægges til grund, at ansøgeren som følge heraf ville risikere en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på oplysninger om, at de anholdelser, der havde fundet set efter offentliggørelsen af billederne, havde været begrundet i andre forhold end personernes seksuelle orientering, og at der i øvrigt var sket løsladelse efter kort tid. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren i øvrigt havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Senegal risikerede en konkret og individuel forfølgelse alene som følge af sin seksuelle orientering. Sen/2009/1