Sen20051

Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Senegal, født 1984. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren i 2000 var tilknyttet separatistbevægelsen MFDC i cirka fire måneder, og at ansøgerens aktiviteter for separatistbevægelsen først og fremmest havde været af praktisk karakter, såsom at hente brænde og lave mad. Ansøgeren flygtede herefter fra separatistbevægelsen og tog ophold i Gambia i cirka fire år. Ansøgeren rejste derefter fra Gambia til Danmark. Forinden havde han været tilbage i Senegal i cirka en uge for at få udstedt pas. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens aktiviteter for separatistbevægelsen havde været af underordnet og begrænset karakter. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at myndighederne var bekendt med hans aktiviteter, eller at disse skulle give anledning til, at han ville blive forfulgt ved en tilbagevenden til Senegal. Hertil kom, at det fremgår af U.S. State Departement: Country Report on Human Rights Practices – 2004, udgivet i februar 2005, og rapport af 13. juni 2005 fra IRINnews.org., at oprørerne var blevet lovet amnesti, efter at der var indgået en fredsaftale. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Senegal ville risikere forfølgelse eller at blive udsat for overgreb fra myndighedernes side. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Senegal risikerede forfølgelse fra separatistbevægelsens side. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på ansøgerens aktiviteters begrænsede og underordnede karakter, samt at hans tilknytning til bevægelsen nu lå cirka fem år tilbage i tid. Sen/2005/1