Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Rusland. Ansøgeren indrejste sammen med sin ægtefælle og parrets børn i 2010. I 2011 blev ansøgeren sammen med sin ægtefælle udsendt til Polen, der havde accepteret at tilbagetage ægteparret i medfør af Dublin-forordningen. Ansøgeren indrejste igen i 2012. I 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra […], Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter for sine sønners sikkerhed, idet de tjetjenske myndigheder vil frygte, at de vil slutte sig til oprørerne, når de bliver ældre. Ansøgeren har videre henvist til, at de tjetjenske myndigheder, efter hun vendte tilbage til Tjetjenien med børnene i 2011, flere gange har opsøgt bopælen og spurgt efter hendes ægtefælle og anklaget familien for at være wahabister og for at sympatisere med oprørerne. Ansøgerens ægtefælle hjalp under krigen de tjetjenske oprørere med mad og benzin. Derudover har ansøgeren henvist til, at hendes ældste søn i begyndelsen af 2012 blev tilbageholdt af de tjetjenske myndigheder i tre dage, og at han under tilbageholdelsen blev slået og udspurgt om sine forbindelser til oprørerne. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse af […] 2013 lagt til grund, at ansøgeren og hendes tre børn isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men at Polen kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet skal herefter afgøre, om Polen kan tjene som 1. asylland. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asylland. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards” . Flygtningenævnet finder, at ansøgeren i Polen som hidtil kan opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale vilkår til, at Polen, hvor ansøgeren har opholdstilladelse, kan tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgerens personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Polen. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår af det skriftlige materiale i sagen, at ansøgeren er meddelt opholdstilladelse i Polen, og at opholdstilladelsen flere gange er blevet forlænget, senest indtil den 27. september 2013. Ansøgeren og hendes børn har boet i Polen siden 2007, men udrejste efter sin forklaring frivilligt i 2011. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har haft konflikter med de polske myndigheder eller med privatpersoner i Polen af nogen art. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren og hendes børn i Polen har beskyttelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet har fundet, at det oplyste i nævnsmødet om, at politiet i Polen har spurgt efter hendes mand ikke ændrer ved denne vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har været udrejst af Polen i en periode og ikke ved, om hendes opholdstilladelse af den grund er eller kan bortfalde, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger om ansøgerens opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2013/5
