Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse et ægtepar samt fem børn fra Rusland. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgerne er etniske tjetjenere og sunnimuslimer fra[…], Rusland. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter myndighederne, der forfølger den mandlige ansøger på grund af sin deltagelse i de to tjetjenske krige. Den mandlige ansøger bragte under krigene sårede til private, hemmelige klinikker, begravede døde og hjalp med at skaffe mad, medicin og tøj. Han blev fem gange standset af myndighederne ved kontrolposter, senest i 2000. Hans aktiviteter ophørte officielt i 2000, men han fortsatte som frivillig indtil 2006. I sommeren 2012 blev han afhentet på bopælen og tilbageholdt ét døgn, hvor han blev afhørt om sit arbejde for oprørerne og blev slået og udsat for elektriske stød. I efteråret 2012 blev han på ny afhentet af myndighederne og denne gang afhørt om et drab, der havde fundet sted året før på ansøgerens tidligere ejendom, hvorefter han blev løsladt efter et par timers tilbageholdelse. Efter den mandlige ansøgers udrejse blev den kvindelige ansøger to gange opsøgt af myndighedspersoner, der spurgte efter den mandlige ansøger. Anden gang blev hun udsat for trusler, og personerne viste, at de bar våben. I foråret 2013 modtog den mandlige ansøgers broder, hos hvem ansøgeren havde folkeregisteradresse, en tilsigelse, hvorefter den mandlige ansøger skulle give møde hos myndighederne den […] 2013. Ansøgerne frygter endvidere forfølgelse i anledning af, at de tilhører en sunnimuslimsk minoritet og derfor i flere år er blevet chikaneret af lokale shiamuslimer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om, at den mandlige ansøger i sommeren og efteråret 2012 var udsat for myndighedernes overgreb i anledning af sin deltagelse i de to tjetjenske krige, og om at den kvindelige ansøger modtog myndighedshenvendelser efter sin ægtefælles udrejse, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne under asylsagernes behandling har afgivet udbyggende oplysninger. Ansøgerne har således i asylansøgningsskemaerne ikke oplyst om myndighedernes tilbageholdelse af den mandlige ansøger i efteråret 2012. Den kvindelige ansøger har endvidere først under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at myndighederne efter den mandlige ansøgers udrejse opsøgte og truede hende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det findes usandsynligt, at myndighederne i sommeren 2012 udviste interesse for den mandlige ansøgers aktiviteter mange år tidligere. Det bemærkes herved, at den mandlige ansøgers officielle aktiviteter i de tjetjenske krige ifølge forklaringen ophørte i 2000, hvorefter familien levede uden problemer fra 2000 til 2012. Det findes ligeledes utroværdigt, at myndighederne i sommeren 2012 løslod den mandlige ansøger allerede efter et døgn, såfremt myndighederne, som forklaret at ansøgeren, under afhøringen af ham kunne forvise en liste med tidligere oprørsaktivister, hvorpå ansøgerens navn figurerede. De af ansøgerne under mødet i Flygtningenævnet fremlagte dokumenter kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder ikke, at de foreliggende oplysninger om chikane over for ansøgerne i anledning af disses religiøse tilhørsforhold kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2013/4
