Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tjetjener fra […]i Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet ansøgeren mistænkes for at samarbejde med de tjetjenske oprørere. Ansøgeren blev ultimo 2010 anholdt af myndighedspersoner på sin bopæl og ført til en kælder, hvor han blev afhørt og udsat for vold. Nogle dage senere blev ansøgeren løsladt, idet hans onkel havde købt ham fri, hvorefter ansøgeren udrejste til Ingusjetien, hvor han opholdt sig indtil primo 2011, hvor han rejste videre til Danmark. Ansøgeren har efterfølgende fået oplyst, at familien i hjemlandet ofte bliver opsøgt af myndighederne, der ønsker at vide, hvor ansøgeren befinder sig. Ansøgeren har forud for nævnsmødet fremlagt to tilsigelser til at give møde primo 2011 og medio 2011 hos distriktspolitiet som mistænkt for deltagelse i oprørsstyrkerne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at det afgørende svækker ansøgerens troværdighed, at han under nævnsmødet har forklaret udbyggende, at han havde et egentligt samarbejde med oprørsstyrkerne, såvel i perioden 1994-1996 som i perioden fra 2003-2004. Ansøgeren, der er veluddannet, er først fremkommet med disse væsentlige oplysninger overfor sin advokat, og han har ikke kunnet given nogen rimelig forklaring på, hvorfor han alene under politiets registreringssamtale forklarede, at ”alle” hjalp med at give og lave mad under den første krig i 1994-1996, at ansøgeren intet oplyste herom i sit asylskema, og at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen indgående forklarede om, at han ingen kontakt havde haft med oprørerne, og at det således var med urette, at han blev mistænkt af myndighederne. Flygtningenævnet må herefter forkaste de nye oplysninger, som er fremkommet i forbindelse med nævnsmødet, som utroværdige. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om anholdelsen af ansøgeren på hans bopæl i sig selv ikke har virket overbevisende. Det er påfaldende, at de maskerede myndighedspersoner nåede at komme ind på ansøgerens værelse umiddelbart efter, at ansøgeren havde rejst sig fra sin seng, da han blev vækket af opbrydningen af døren, i betragtning af, at der er seks værelser i huset. Ansøgerens formodning om, at det kan skyldes oplysning fra en meddeler, virker ikke overbevisende. Hertil kommer, at ansøgeren har haft vanskeligt ved at forklare sammenhængende om, hvor moderen og broderen befandt sig under anholdelsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om detaljer i forbindelse med anholdelsen og tilbageholdelsen i en torturkælder, som tyder på, at der ikke har været tale om selvoplevede episoder. Flygtningenævnet tillægger det endvidere en vis vægt, at ansøgeren har forklaret, at der intet er sket med hans yngre broder, der på det angivelige anholdelsestidspunkt var 21 år gammel, hverken i forbindelse med anholdelsen eller senere. Det indgår endvidere i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren har forklaret meget ukonkret og til dels undvigende om, hvordan han i Danmark har etableret kontakt med sin moder og broder. Det virker ikke sammenhængende, at ansøgerens moder har kunnet redegøre for begivenheder i hjemlandet i telefonsamtale med ansøgerens herboende søster og ikke med ansøgeren, hvorimod ansøgeren har kunnet tale i mobiltelefon om situationen i hjemlandet med sin broder. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at foretage en ægthedsvurdering af de fremlagte tilsigelser. Flygtningenævnet lægger vægt på den ovennævnte troværdighedsvurdering. Det må endvidere tillægges vægt, at tilsigelserne er sendt samlet, og at tilsigelsen til møde primo 2011 således først er fremkommet i medio 2011. Det er endvidere tydeligt, at tilsigelserne er klippet ud og således hver for sig kun en del af en større blanket. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt eller ved en tilbagevenden udsætter sig for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder således ikke, at alene den omstændighed, at ansøgeren har været udrejst fra hjemlandet, giver grundlag for en antagelse om, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil blive udsat for asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2011/17
