Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tjetjener fra Grosnyj i Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerens farbror var før sin død medlem af en tjetjensk oprørsbevægelse, og ansøgeren hjalp nogle gange oprørsgruppen med forsyninger på sin farbrors anmodning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i foråret 2010 blev anholdt på sin bopæl af maskerede mænd. Han blev tilbageholdt i et døgn, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Mændene ville vide, hvor ansøgerens farbror befandt sig, og de beskyldte ansøgeren for at samarbejde med oprørsstyrkerne, men ansøgeren sagde, at han ikke vidste, hvor hans farbror befandt sig, og at han ikke samarbejdede med oprørsstyrkerne. Ansøgeren har videre henvist, at han i foråret 2010 om natten passede dyr et stykke fra sin bopæl, og at myndighederne i samme tidsrum opsøgte ansøgerens bopæl og skød ansøgerens farbror, som var på besøg. Ansøgeren flygtede herefter hjem til sin ven og rejste senere videre til Ingusjetien, hvor ansøgerens vens forældre boede. Her opholdt han sig i fire måneder, før han udrejste af Rusland. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at ansøgeren ikke ved sin forklaring sammenholdt med nævnets baggrundsoplysninger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt af de myndighedspersoner, der havde tilbageholdt ham og forhørt ham om farbroderens opholdssted samt beskyldt ham for at hjælpe oprørene, samme dag, som han var blevet tilbageholdt. Eneste betingelse for løsladelsen var, at ansøgeren skulle give møde, hvis han blev indkaldt på ny. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at det må lægges til grund, at det var ansøgerens bedsteforældre, som ansøgeren boede hos, der reelt ydede farbroderen (deres søn) hjælp med mad og medicin i et vist omfang, når farbroderen besøgte dem, men at det fremstår som usikkert, i hvilket omfang de øvrige oprørere via farbroderen fik andel i hjælpen. Bedsteforældrene har efter det oplyste ikke efter farbroderens død været udsat for overgreb fra myndighedernes side, selv om myndighedspersoner har henvendt sig til dem for at indkalde ansøgeren til afhøring. Endelig har flertallet lagt vægt på, at ansøgerens frygt for at farbroderens ven, der blev tilbageholdt i forbindelse med, at myndighederne dræbte farbroderen, skulle have givet myndighederne belastende oplysninger om ansøgeren, alene bygger på en formodning, og at myndighederne allerede ved afhøringen af ansøgeren var bekendt med de forhold, der kunne være belastende for ansøgeren. På den baggrund kan den fremlagte neutrale tilsigelse af ansøgeren til at give møde ved kriminalpolitiets efterforskningsafdeling ikke føre til en anden vurdering. Som følge af det anførte stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2011/15
