rusl201113


Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Tjetjenien i Rusland. Indrejst i 2011.
 
Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Groznyj, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive dræbt. Ansøgeren har forklaret, at han har støttet en fætter i oprørsbevægelsen med mad, medicin og husly, hvilket er kommet til myndighedernes kendskab. I efteråret 2010 trængte myndighederne ind på ansøgerens bopæl og overfaldt ansøgeren, en anden fætter og hans faster. Ansøgeren og den pågældende fætter blev tilbageholdt i to-tre dage, hvorunder de blev udsat for tortur og afhørt om tilknytning til oprørsbevægelsen. Ansøgeren og fætteren blev løsladt på betingelse af, at de skulle komme med oplysninger om to slægtninge. Ansøgeren har endvidere henvist til, at myndighederne har ransaget bopælen to gange efter deres udrejse. Ansøgeren og fætteren har forklaret enslydende om det passerede, herunder om tilbageholdelsen i efteråret 2010. Ansøgeren har for nævnet på overbevisende vis forklaret om sine forhold, herunder tilbageholdelsen i efteråret 2010, og at han var udsat for tortur, og at dette nu præger ham. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er udrejst af hjemlandet legalt gennem lufthavnen i Moskva. Uanset dette forhold finder Flygtningenævnet ikke tilstrækkelig anledning til, nu at iværksætte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet finder det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort af ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det lægges til grund, at myndighederne fortsat ønsker oplysninger om familiemedlemmerne, hvorfor Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er i reel risiko for, ved en tilbagevenden til hjemlandet, at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. rusl/2011/13