Rusland20101

Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (B-status) til et russisk ægtepar samt to børn fra Ingusjetien, Rusland. Indrejst i 2009. Ansøgerne havde i foråret 2009 haft en af den mandlige ansøgers venner fra gammel tid boende. Ansøgeren havde ikke vidst, hvorfor vennen havde bedt om husly. Det viste sig, at vennen var tjetjener og havde haft forbindelser til oprørssoldater. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er ingusjetere, muslimer og fra Nazran i Ingusjetien i Rusland. Ansøgerne havde ikke været hverken politiske eller religiøst aktive. Ansøgerne havde som væsentligste asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers forhold, idet han tre gange af to til tre dages varighed i foråret 2009 havde været tilbageholdt i et kælderlokale af nogle uniformerede og maskerede personer, der havde slået og afhørt den mandlige ansøger om dennes tilknytning til en navngiven tjetjener, der i omkring tre uger i foråret 2009 havde boet hos ansøgerne og den mandlige ansøgers forældre. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ud fra en samlet vurdering, at ansøgernes forklaringer kunne lægges til grund. Ansøgerne havde derfor sandsynliggjort, at de ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Rus/2010/1.