Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde gjort gældende, at hun i hjemlandet havde været udsat for gentagne angreb fra skinhead-grupper som følge af, at ansøgerens moder er jødisk, og at hun ved en hjemvenden frygtede nye tilsvarende overgreb. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle have været udsat for anti-semitiske overgreb, forekom troværdig. Nævnet lagde her vægt på, at ansøgeren selv i sit asylansøgningsskema havde betegnet sig som ateist, og at hun yderligere havde forklaret, at hun bekendte sig til buddhistisk filosofi. Ansøgeren virkede derfor som et usandsynligt mål for anti-semitiske overgreb. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandtes disse forhold imidlertid ikke at kunne begrunde asyl, idet ansøgeren fandtes at måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det bemærkedes herved, at det fremgik af baggrundsmaterialet, at de russiske myndigheder havde både vilje og generelt også evne til at beskytte medlemmer af religiøse mindretal mod overgreb. Rus/2009/8