Rus20094

Nævnet meddelte i april 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger samt to børn fra Tjetjenien i Rusland. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgeren først under nævnsmødet havde forklaret om de grove overgreb og krænkelser, han havde været udsat for i forbindelse med tilbageholdelse hos de russiske myndigheder i slutningen af 2007, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring herom. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forklaringen fremtrådte detaljeret og troværdig og blev understøttet af mærker på ansøgerens krop. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke at kunne afvise, at ansøgeren under tilbageholdelsen var blevet afhørt om sin transport af en såret tjetjensk oprører i starten af 2007, og sin støtte til de tjetjenske oprørere i form af mad og medicin. Flygtningenævnet kunne desuden lægge til grund, at ansøgeren efterfølgende var blevet indkaldt til møde hos de russiske myndigheder, efter at ansøgeren var udeblevet i slutningen af 2007, hvor ansøgeren i forbindelse med løsladelsen var blevet pålagt at give møde. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, sammenholdt med baggrundsoplysningerne, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for at blive tilbageholdt, og således ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2009/4